Velgørenhedsarbejde.

Fredag aften bliver vi ringet op og spurgt om vi vil deltage i noget halløj ude i børnehaven om lørdagen. Hvad det helt gik ud på fandt vi aldrig ud af, men det var noget med at sælge noget mad sammen med børnehavepersonalet, hvor så pengene skulle gå til noget..
Vi mødte op lørdag morgen. De andre fra personale gruppen er allerede i fuld gang med at sætte telt op. Det viser sig at alle fra skolen overfor har boder, og mest af alt ligner det et kæmpe
cirkus. Det er enormt hyggeligt og alle knokler for at blive færdig til åbning kl.14.00.
Mrs. Ha spørg om Tina og jeg kunne tænke os at stå for maden.. tja hvorfor ikk, tænker vi og klør på. Det var nu meget skægt og en lidt uvant situation vi røg i der.Da vi kommer ud fra køkkenet ca. halv elleve er der allerede godt gang i alle boderne. Og der bliver solgt alt mulig mad og drikke. Det hele sitrer og dufter skønt. Men der er ikke tid til at stoppe op og nyde det, for vi skal have vores bod i gang.

Det går noget trægt i starten, så vi må på benene og gå rundt mellem alle de unge og prøve at sælge vores mad. Det går dog ikke helt efter planen og efter 2 timer har vi kun solgt en lille smule.
Det hele ender dog med at alt bliver solgt og vi ender på et okay overskud. Så helt spildt var dagen ikke.

Turen til SaPa

Torsdag aften den 13 marts smuttede vi mod Hoan Kiem lake, hvor vi skulle mødes med vores rejseleder. Vi fik lige de sidste informationer og var så ellers klar til afgang.
Vores tog afgik 21.15 og togkupeen var bare lækker. Det blev til et par øller og så gik vi ellers til køjs. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os, så nattesøvn skulle vi have.
Små 8 timer senere ankommer vi kl. 05.30 til Lao Cai. Vejret er lummert, hvilket er et godt tegn. En mand med Tinas navn på et skilt tager imod os og ind i en bus ryger vi. Fra Lao Cai er der 38 km op ad snoede bjergveje i fantastisk smukke omgivelser til Sapa, som ligger i ca. 1.500 m højde. En køretur på ca. 1.1/2 time.

Vi ankommer til et rigtig lækkert hotel. Royal Sapa hotel. Bedst som vi tror at her vi skal tilbringe natten, kommer hotel manageren med vores guide. Han forklarer os at vi efter morgenmad vil trekke ud mod vores homestay. Vores guide hedder i øvrigt Ky. (Ki). Udover Ky, har vi også en ung fyr med der er ny og skal oplæres. Viet hedder han.
Morgenmaden bliver nydt, mens vi taler om hvad der mon kommer til at ske. Hvordan huset er og sådan. Mange tanker og sjove, skrækkelige og fantastiske ideer dukker frem.
Efter maden ryger vi ned i kælderen, hvor vi kan få et bad. Her skal vores nyindkøbte trekking tasker ligeledes låses ind. Dem for vi alligevel ikke brug for, er budskabet. Godt så.

Vi går fra hotellet kl. ca. 12.00. En skare af lokale kvinder og børn i traditionelle klædedragter, som i øvrigt er meget fascinerende venter ude foran hotellet og følger efter os da vi går. Vi var blevet ”advaret” om dette inden vi gik. De prøver at komme i kontakt med os på gebrokkent engelsk og virker meget venlige. Men vil du ikke købe af dem, skal du ikke tage kontakten op med dem.
Undervejs går vi Tina, Thuy og mig og taler om hvor langt vi mon skal gå. Der bliver ikke rigtig svaret på det når man spørg og alt virker bare fjernt. Men det er på den gode og spændende måde. det skulle senere vise sig at vi kom ud på en 15 km lang gåtur gennem rismarker, vandløb, op og ned ad skrænter og gennem forskellige små byer og minoriteter. Og grunden til at vores guider ikke fortalte om distancen var, fordi som de siger: Hvis gæster for dette afvide efter at have tilbragt hele natten i et tog, ville mange ikke klare turen. Motivationen ville være ødelagt fra starten af. Godt tænkt.
Efter mange timers gang, ankommer vi til huset hvor vi skal bo. Et hyggeligt sted, med plads til 8 gæster. Der er dog kun en gæst udover os. En engelsk pige.
Vi får lov at tage et hvil, mens guiderne forbereder aftensmad til os. Desværre vågner jeg op to timer senere med rigtig ondt i maven og må tilbringe hele aftenen i min seng. Vores ny guide Viet, som i øvrigt viser sig at være en meget klog ung mand, bringer mig et eller andet på en ske. Spis siger han. Det viser sig at være engefær rod. Det skulle tage kvalmen forklarer han og ganske rigtig. Desuden får jeg noget grøn the med hvidløg.
Senere kommer Tina også op. Hun har fået samme tur, dog med feber også. Rigtig ærgerligt, da vi havde håbet at nyde aftenen sammen med guiderne.Næste morgen og jeg stort set på toppen igen. Og det bliver endnu bedre da vi ser den udsigt vi står op til. Om aftenen da vi ankom, var det helt tåget, men nu var tågen lettet og vi var omgivet af bjerge. Helt fantastisk syn. Vores morgenmad, som bestod af pandekage og honning, blev nydt med bjergene i baggrunden.
Så var det tid til at komme tilbage. Vi havde denne gang kun 6 km, men denne gang var det noget helt andet, da man nu kunne se bjergene og alle rismarkerne. Ved et opsamlingssted bliver vi samlet op i jeep og kørt de sidste km til vores hotel.
Efter et godt måltid mad, måtte der lige strækkes lidt på lagenet. Man kunne godt mærke at man var lidt brugt. Men Sapa by skulle også ses og da vores guider var til vores rådighed 24-7, måtte vi ikke spilde noget tid. Så vi blev enige om at skulle se Cat Cat.

Cat Cat er en lille by udenfor Sapa, som franskmændene grundlagde under krigen mellem dem og vietnameserne. Undervejs fortalte vores guide om de særlige skikke og traditioner, der fylder meget i minoriteternes liv og et sted blev vi inviteret indenfor og se hvordan de lever. Meget fascinerende. Der hang tørret kød, frugt og grønsager alle steder i loftet. Og på væggen hang traditionelle musikinstrumenter som de bruger om aftenen. For enden af byen, som i øvrigt er den eneste heromkring med sten trappe, ligger et elværk, der som trapperne også blev opført af franskmændene.
En gåtur rundt om Cat Cat er på små 4 km, så godt ømme i benene traver vi mod hotellet igen. Guiderne ville enlig gerne have vist os byen om aftenen, men da vi var ret trætte valgte vi at gå tidligt i seng og være klar til at bestige Fansipan næste morgen.
Oppe tidligt og klar til afgang. Vi skulle af sted med bus det første stykke op til bjergets fod. Det var noget af en spændende tur. Men det var vejen der udgjorde alt det spændende. Der var nemlig nogle gevaldige huller, som bussen sagtens kunne ligge i hvis det var. Selve vejret var ikke for godt. Fuldstændig overskyet, så vi kunne ikke se fansipan. Lidt ærgerligt. Men vi fik samlet vores gruppe og kom af sted. De næste mange timer gik det frem og op. Gennem vandløb og små stier, formet af de lokale bjergfolk der tog denne tur hverdag. Efter nogle timers gang, stopper vi i en lysning får at spise. Vi har en porter med, som bærer alt vores proviant. Han begynder nu at forberede mad til os. Og i det samme bryder solen gennem skyerne. Nu kan man virkelig mærke at man er væk fra Hanois ulækre og forurenede gader. Det er en skøn fornemmelse at sidde der i solen med fuglene som det eneste der bryder stilheden.

Efter lidt spise kommer vi på benene igen og rykker videre. Vi skal dybere ind i skoven, hvor der skulle ligge et lille hus eller noget der ligner i hvert fald. Alt her er enormt fascinerende og faktisk meget svært at beskrive. Samtidig med at der kigges hvor man træder, bliver man nødt til at kigge på alt det omkring en. Og Viet der lige har afsluttet sin militære universitetsuddannelse, ved alt om træerne, blomsterne og urterne der er her i ingenmandsland. Det bliver til mange gode fortællinger og det hjælper på kræfterne, der nemlig for længst er sluppet op. Men efter små 7 timers vandring op og ned af skrænter, gennem vandløb og bambusskov, dukker en lille hytte op lige ned til en lille flod. Rygsækken ryger af og så er det tid til at nyde det. Nede ved floden på en sten sidder en amerikaner ved navn Jim og skriver dagbog. Jeg hører at han dagen inden var på toppen af Fansipan, så jeg går ned og får en sludder om hvordan og hvorledes. Jim er en rigtig hyggelig mand i slutningen af 40erne og vi får nogle gode snakke.
Om aftenen i bålets skær spiser vi alle sammen. Vores guider og portere har klargjort et ordentligt måltid mad. Rigtig lækkert. Og efter maden skal de første 7 timers trekking fejres. Det bliver de med ”happy water”, som er noget hjemmebrændt risvin. Enormt stærkt, så der bliver hurtig gang i sang og dans om bålet. Rigtig hyggeligt.Næste dag kl.06.30 bliver vi alle vækket. Det har været lidt en hård nat. Vi lå meget tæt i det lille skur og med kun en bambusmåtte under sig, var det til tider lidt koldt. Men alle er klar og har friske ben, hvilket jo i hvert fald er det vigtigste. Herfra lejren er der ca. 4 timers klatring op til Fansipan.
Det er stejlt og glat og nu ved man pludselig hvad det var man skrev under på, angående ”på eget ansvar”. Men ikke desto mindre er det en fantastisk udsigt efterhånden som man kommer længere og længere op. Mange steder er det de krogede træers rødder man klatrer op af og andre steder direkte klippevæg. Denne her tur op til toppen er virkelig noget der trækker tænder ud. Og flere gange tænker jeg at det ikke går. Da vi når 2800 meters højde, er det som om ilten slipper op. Heldigvis har vi god tid, så det bliver til nogle gode pauser. Og de bliver nydt i fulde drag. Det er så flot at kigge ud over bjergene. Vi skulle over 3 bjergtoppe og hver gang havde vi tid til at stå og nyde synet. Det er helt fantastisk at se hvordan tågen ruller ud og ind mellem bjergene. Efter 4.1/2 time når vi toppen. Og det var lige da vi så toppen noget skuffende. Det var i mellemtiden blevet helt overskyet og meget koldt.
Jeg vil skyde på at temperaturen er faldet til 5-7 grader og det blæste rimelig vildt deroppe. Men ikke desto mindre havde vi klaret turen til toppen af Fansipan 3143 meter oppe og det skulle nydes. Vi fik taget en masse billeder og spist en fortjent gang mad. Kroppen var på dette tidspunkt helt top, så de sandwich vi fik, var guld værd. Nå, men når man nu står her i 3000 meters højde og den lejr vi skal bo i ligger i 2030m og 10 km væk, så blev vi nødt til at vende næsen den anden vej og starte de kolde ben op igen. Efter små 30 min kommer vi under skydækket og solen bryder frem igen. Lidt ærgerligt at den ikke lige kunne have gjort det mens vi stod deroppe.

Små 3 timer senere og en masse gode billeder rigere, når vi den lejr vi skal bo i. aldrig i mit liv ha jeg været så glad for en cola, som den jeg fik serveret af de flinke lokale der ejede stedet hvor vi skulle overnatte. Mine ben rystede under mig, men det var en fed fornemmelse og den vil altid være der. Vi gjorde vores sovepladser klar og udenfor begyndte de at forberede mad til os. Det blev en lige så hyggelig aften som dagen før, med sang om bålet.
3. og sidste dag havde vi ”kun” lige de sidste 6 km tilbage til opsamlingsstedet og de blev overstået med højt humør. Nu var det slut og hotelværelset med sine bløde senge ventede forude.
Samme aften spiste vi 3, Thuy, Tina og mig på en rigtig lækker restaurant, med t-bone steak, rødvin og masser af stearinlys. Hele Sapa by lå nemlig sort hen, da strømmen var røget i hele byen. Heldigvis for os kører alt køkken her på gas, så det fungerede og det var rigtig hyggeligt. Senere mødtes vi med vores guider i Sapa natteliv, hvor også hotellets manager en ung israelsk fyr ved navn Ethan var med. Vi fik spillet lidt billard, smagt Sapa delikater på aften markedet og drukket en masse ”Happy water”. Det endte med at vi var samen med alle guiderne på en lille cafe, inden vi trætte og færdige gik i seng.
Onsdag morgen tjekkede vi ud og kørte tilbage til Lao Cai hvor vi kørte med toget tilbage til Hanoi. 6 fantastiske dage var vel overstået..

Se flere billeder på:http://picasaweb.google.dk/vang4600/SapaHomestayFansipan

Lidt info om Sapa

I dalene omkring Sapa bor der 5 forskellige stammefolk, hver med deres sprog og kultur. Man kan kende forskel på stammerne ved at kigge på kvindernes hovedbeklædning. De har forskellige farver alt efter hvor de hører til. De mest iøjefaldende er Flower Hmong minoriteten. Som også deres navn indikere, er deres hovedbeklædning meget farverig. De går stadigvæk i traditionelle klædedragter og ernærer sig primært ved risdyrkning og husdyrhold. I Sapa ses de forskellige folkeslag sælge husflidsprodukter på markedet og på gaden. I Sapa er der mulighed for at besøge det lokale marked eller gå en tur op til Ham Rong Mountain, en lille botanisk have med en fantastisk udsigt over Sapa, Hoan Lien bjergkæden, selve Sapa dalen og ikke mindst Fansipan. Området omkring Sapa er primært beboet af Red Dao minoriteten, som i 17-1800 tallet emigrerede fra Kina til Vietnam. De er repræsenteret med sorte runde hovedbeklædninger.

Uventede gæster!

Ligesom pigerne i Pho ho Giam huset, var vi onsdag aften også så heldige at få lidt kæledyr indenfor. Vores ”lille” sag, skulle da selvfølgelig også lige døbes og hvad er mere naturligt en Peter.
Den lille lodne fyr måtte dog lade livet, da den ikke helt var velkommen…
Hvis nogle skulle møde slægtninge til Peter, kan i da lige sprede rygtet om at vi ikke tager uventede gæster ind, der bevæger sig på mere en to ben!!

Womans day. (International Kvindedag)

Lørdag var det international kvindedag og det fejrer vietnamesere i stor stil.
Hernede startede alt hysteriet allerede om mandagen, hvor gaver og pynt skulle laves. Drengene øvede taler til pigerne, vi skulle have modeshow/dans for mødre, bedste og oldemødre og skilte skulle males, så alle vidste hvad der skete netop denne uge.
Torsdag skulle hele børnehaven ud og spise fint. Altså de voksne. Det var rigtig hyggeligt og midt i det hele blev jeg hevet frem for at holde talt for alle kvinderne.. På engelsk. Det lykkes at få fremstammet nogle flotte ord. Alle klappede og jeg kunne sætte mig og pleje mine røde kinder.
Fredag kom så den store dag. Alle børn blev klædt i lækkert tøj og pigerne blev shinet op med glimmer og hvad der ellers hører til i kvindeverdenen. Endnu engang skulle jeg holde tale. Denne gang lidt mere forberedt og derfor gled det måske lidt mere smertefrit.
Det hele sluttede lørdag, hvor Tinas lærere og mrs. Ha kom forbi til dansk mad. Tina blev overdynget med gaver og vi havde en dejlig aften, vi de fik smagt dansk mad i form af kartofler, frikadeller og sovs..

Engelsk undervisning

Jeg er som tidligere skrevet, kommet på engelsk holdet, som underviser. De 4 store klasse, har engelsk en gang om ugen. Jeg startede i sidste uge og er meget imponeret over hvor dygtige de, i forhold til deres alder faktisk er. Vi er lige pt. 3 lærere. Tina, Ha og mig underviser mandag og onsdag og Nanna, Ha og mig tirsdag og torsdag
Undervisningen foregår på den måde at alle børnene sidder på gulvet når vi undervisere træder ind. Så siger vi hallo children og børnene svarer tilbage med hallo teachers.
Der er hver fjortende dag et eller to nye ord der skal læres. Sidste uge var det balloon og candle. Denne uge er det bed og truck. De nye ord bliver så brugt i en sang, som vi synger efter at have øvet på ordet og udtalelsen. Men det er ikke altid helt nemt. Ha, (vores praktik koordinator), udtaler ikke altid ordet korrekt. Det er så her vi træder ind og hjælper til. Det er lidt skægt. Vietnamesere udtaler tit kun halvdelen af ordet, f.eks. udtales HOUSE, HOU og NICE, NI. De bruger eller udtaler sjældent det sidste af ordet. Så det er ikke altid man lige fanger det der enlig bliver sagt og ment.
Efter vi har sunget, leges der som regel nogle forskellige lege, såsom frugtsalat. Hvor det er de nyeste ord man bruger i stedet for frugter. Det fungere fint og børnene synes det er skægt.
Herefter sætter børnene sig ned igen foran os. Så har vi en masse kort med alle de ord de har lært. Så løfter vi på skift et kort og spørg: what is this? Så svarer børnene på hvad det er de ser.
Vi slutter af med en farvelsang og små 45 min senere er vi færdige.


Jeg synes det er rigtig godt at børnene lærer engelsk i børnehaven. Specielt når man tænker på hvor mange vietnamesere der ikke snakker engelsk eller i hvert fald er meget dårlige til det. Ud af alle pædagoger i børnehaven, er kun 5-6 stykker gode nok til at føre en samtale på engelsk. Og med føre en samtale, mener jeg mere en 5 ord pr sætning. Begge pædagoger i min klasse, går dog til engelsk på aftenskole.
Selve undervisningen er dog noget tvivlsom. Alt foregår med fællessnak, altså hvor børnene snakker i kor, så dem der ikke er så gode mumler bare og bliver derfor ikke bedre. Her tænker jeg der må være en bedre løsning, men fra man nævner sådan noget og til der rent faktisk sker noget, kan godt vare lang tid. Det kunne dog være rart at finde på noget, da de ikke så hurtigt lærende børn hurtigt ryger fra.

Efter et møde i går (21/02-08), valgte Tina S, Mie og Mai at hoppe med på engelsk holdet. Det betyder at jeg ikke behøver være med hver gang, hvilket er meget rart, da meget af tiden går fra børnene i min klasse. Men det betyder også at vi kan arbejde sammen 2 og 2, noget jeg tror, kommer til at fungere meget godt.
Det skyldtes dog også at Tina O og Nannas praktik slutter her om 14 dage, så Ha havde brug for nogle flere undervisere.

Første uge i børnehaven

Den første dag i børnehaven, sad vi alle 6 studerende i spisestuen og skulle have vores vejleder og klasse uddelt. Vi havde hjemmefra udarbejdet en plan for hvilken klasse vi gerne ville have. Der er 3 forskellige klassetrin i børnehaven, hvor a trinnet har engelsk undervisning 2 gange om ugen.

A klasse: 5-6 år. B klasse:4-5 år. C klasse: 3-4 år

Jeg havde håbet på en a klasse og det var lige præcis hvad jeg fik. A2 hedder min klasse og min vejleder hedder Hanh, som udtales Hai. Hun er rimelig okay til engelsk og ivrig efter at lære mere.
På grund af nytåret, skulle vi lige spise lidt kage, inden vi skulle ud i klasserne. Og ud af en æske kom en meget lækker chokolade kage, som jeg så fik æren at skære ud. Meget fornemt.
Så var det tid til at komme ned i klasserne. På grund af kulden er mange af børnene ikke i børnehave. Vi var den første dag kun 11 børn, hvilket kun en tredje del af det normale som er 33 i hver klasse. Det skal dog lige siges at der er rigtig koldt i børnehaven. Absolut ingen isolering og stengulv overalt. Børnene render rundt med store jakker, vanter og hue indenfor.
Nå, men første dag gik lidt på at lære dagsordenen. Den er skemalagt, ned til mindste detalje. Noget jeg vil komme nærmere ind på i min institutionsbeskrivelse senere. Mrs. Ha, som er koordinator for os studerende, hentede mig nede i klassen og spurgte om vi lige kunne snakke sammen. Det viste sig at hun gerne ville have mig med på sit engelsk hold. Det er hende der underviser børnene og da jeg hjemmefra havde håbet dette, takkede jeg selvfølgelig ja. På holdet er også Nanna og Tina, som også er studerende, dog fra Sorø ernæring og husholdnings seminarium. Det viste sig at blive rigtig godt. De første 2 uger har jeg dog bare bedt om at observere, så jeg kan se hvordan det foregår.
Børnene i min klasse er så små begyndt at komme til mig. Det virker dog noget frustrerende ikke at kunne kommunikere sammen. Men børnene har efterhånden lært at jeg ikke forstår dem og er gode til at bruge tegnesprog eller tage mig i hånden, hvis vi skal noget. Forleden dag, helt præcis torsdag den 14. februar, var det jo valentinsdag. Det er en stor ting hernede og jeg fik da også chokolade af min vejleder. Hun havde samtidig bestemt at børnene samme dag skulle tegne mig. Det blev der rigtig mange flotte tegninger ud af.
I dag fredag har jeg fridag, så den bliver brugt til at få skrevet lidt. Det er rigtig rart. Man kan godt mærke at man er noget træt i hovedet, efter en godt nok kort uge, men en uge med masser af nye indtryk.
Men jeg glæder mig allerede til at komme tilbage på mandag.

Turen til Saigon og Nha Trang

Dag 1.
Søndag d.3. februar valgte Tina og jeg at rejse sydpå, da vi havde nogle dage fri fra arbejde, på grund af nytåret. Vi skulle tidligt af sted og var meget spændte på turen.
John Woo havde bestilt flybilletter til os, da han selv skulle derned. Vi fløj kl.4 om morgenen fra Hanoi med små 4 grader og landede 2 timer senere i Saigon, hvor der var 25 grader. Lækkert.
Vi havde besluttet at skulle nå så meget som muligt mens vi var her, så vi smed bare bagagen på hotellet og smuttede ud af døren igen. Vi startede med lidt fantastisk morgenmad, sammen med Mr. Woo. Herefter røg vi på egne ben rundt i byen. Det blev til et besøg på veteranmuseet, hvor vi lærte en masse om og baggrunden til Vietnam krigen (den amerikanske krig, som de kalder den hernede). Herefter var vi nede i centrum og se operahuset og Notre-Dame kirken.
Til sidst gik vi en tur igennem blomsterhaven, der strækker sig over 700m, fyldt med farverige blomster og træer. En rigtig flot oplevelse.
Trætte og efterhånden ømme i benene, nåede vi tilbage til hotellet, hvor John Woo, ventede på os i receptionen, sammen med sin kusine. De havde planer om at tage os ud og spise. Vi havde håbet lidt på en lur, men ville dog ikke gå glip af noget, så vi drog med. Efter en taxi tur på en halv time, lander vi i noget der minder om en kæmpe park. Høj musik, store trommer og gigantiske gynger pryder parken. Ved en bro der fører over en lille å til en ø, er alt det mad man kan forestille sig i en masse små boder. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Efter en masse lækker mad (som vi ikke helt ved hvad var), tog vi en taxi tilbage til byen og ind til café Sau. Her mødtes vi med to af Mr. Woo´s venner, Lihn og Vu, som er dansk-vietnamesere. Dem skulle vi få meget mere at se til.

Dag 2.
Vi havde på nettet læst om de berømte Cu Chi tunnels. Et kæmpe netværk af tunneler, der blev bygget tilbage i 1940erne,

og som blev brugt af Cu Chi folket under Vietnamkrigen. Vi havde gennem hotellet hyret en taxi, som ville køre os derud og vente mens vi så tunnelerne. En tur på i alt 6 timer og 120 km kørsel kostede os 560.000 dong. (Ca. 200 kr.). Vi startede med at se en film som handlede om Cu Chi folket og hvordan deres arbejde med udgravningen var foregået. (En film der dog mere mindede om propaganda, og nedgørelse af det de amerikanske tropper.) De 250 km tunnel, havde taget 25 år at grave. Efter filmen blev vi af en guide vist rundt i tunnelerne. Vi sluttede af med at skyde med forskellige våben, som havde været brugt under Vietnamkrigen, bl.a. en ak47 og en M60er. Hvilket var en rigtig fed oplevelse.

Dag 3.
Vi skulle brænde nogle timer af tirsdag, da vi om natten skulle med toget til Nha Trang, ca. 400 km nordøst fra Saigon. En tur på små 10 timer.
Vi valgte derfor at tage i zoologisk have og se hvad de havde af dyr. Det ligner dog stort set den i Dk. Dog var dyrene noget sløve i varmen herovre.
Fra zoo og ind til byen, prøvede vi at køre i cykeltaxi. Her blev vi snydt godt og grundigt, hvad prisen angår, men det var en fed tur..
Aftenen brugte vi i selskab med Vu og Lihn, samt en af Lihn´s arbejdskollegaer Peter og hans kæreste Mille. En god stor middag for 6 personer og alt det øl vi kunne rumme, kostede os tilsammen kun 700.000 dong. (Ca. 230kr) Og der var gode drikkepenge med i. Lihn kørte efter maden med os til banegården og fik plantet os på det rigtige tog. Som man kan se på billedet var det nogle meget små pladser og rigtig tynde og hårde madrasser.

Dag 4.
Vi ankom til Nha Trang kl. 10.30, godt ømme i kroppen efter den seje tur. Det var dog med godt humør, for vi vågnede til den smukkeste udsigt. Store bjerge rejste sig på begge sider og for enden af byen var den dejligste strand. Vi valgte derfor at smutte direkte på stranden, hvor vi lå det meste af dagen eller væltede rundt i de enorme bølger.
Om aftenen gik vi ud og kiggede på bylivet. Her stødte vi på Emil og Anine, som vi hyggede med. Klokken 24.00 var der fyrværkeri, da det jo var dagen for kinesisk nytår. Det så vi nede fra stranden af, omgivet af flere 100ede motorbikes.

Dag 5.
Emil og Anine havde fortalt om et kæmpe vandland der lå på en ø kaldet Vinpearl, ud for Nha Trangs kyst. Der ville vi selvfølgelig gerne over, så vi stod tidligt op og tog en taxi mod havnen. Nede fra havnen, skulle man med en svævebane, for at komme over til øen. Det kostede 120.000 dong (40kr) og så var vandlandet på øen gratis. Det var rigtig fedt. Vandrutsjebanerne var mega og der var rigtig mange at vælge imellem. Det blev til en uforglemmelig dag, hvor vi for resten stødte på Nanna og Tina, som også er studerende i børnehaven i Hanoi.

Dag 6.
Sidste dag i Nha Trang skulle bruges på lidt forkælelse, så vi tog en taxi ud til et ressort der lå i nærheden. Her var det hele. Mudderbad, varmt mineralvandsbad og stor swimmingpool med 38 grader varmt vand. Det var alt for lækkert og en god afslutning.
Klokken 16.00 skulle vi så med toget retur til Saigon. Denne gang på første klasse, hvilket var meget bedre. God plads og tykke madrasser. Det skulle blive en noget mere behagelig tur.

Dag 7.
Vi var efter en noget mere behagelig tur tilbage i Saigon kl. 03.30 fredag morgen. Efter en kort køretur, holdte vi foran hotellet. Men som tingene nogen gange er her i Vietnam, var vi 2 timer ”for sent” på den. Vi troede nemlig vi ville være ved hotellet kl. 02, men det var vi jo så ikke. Det betød at vores værelse var lejet ud. Lidt skidt. Det lykkes os dog at få hotellet til at betale for et andet hotel, så vi fik en seng at ligge i.
Veludhvilet stod vi op til en dag, der skulle få en noget usædvanlig afslutning. Efter morgenmad gik vi ned for at se havnen. Og vi var kun lige nået derned, før en bådudlejer fik fat i os. Han havde en gammel båd, men tilbyd at sejle os op af Saigon river og se den gamle og den nye del af byen. Det var en flot tur og båden holdte hele vejen.
Da vi så skulle tilbage til hotellet, gik vi ned af en lille gade. Vi havde planer om at tage en lille lur, men da vi passere en flok, meget fulde vietnamesere der sidder på gaden og holder nytårsfest, render en af dem efter os og vil ha jeg skal bunde hans glas med øl. Der røg lige mange tanker igennem mit hoved. Manden så rigtig flink ud, men tanken om tuberkulose og så meget andet fór dog lige igennem tankerne. Nå men jeg tog hans glas og tømte det, hvorefter vi blev taget med tilbage til bordet. Vi blev sat ned og fodret med en masse mad. Og der var masser af øl til. Ingen af dem kunne engelsk, men vi klarede den faktisk meget godt. Det var i hvert fald smadder hyggeligt. På et tidspunkt henter den ene sin datter. Hun kunne engelsk og kunne oversætte lidt for os. Det hele sluttede 2 timer senere, hvor halvdelen af selskabet var gået ”ned”. Vi blev inviteret tilbage næste dag, men valgte at takke nej, da det var sidste dag i Saigon.

Dag 8 og 9.
De sidste to dage brugte vi sammen med Peter og Mille. De var selv lige kommet til Saigon og ville også gerne lære byen at kende. Peter er ansat i Carl Bro a/s og skal være i Saigon i et år.
Vi nåede også en på gensyns middag med Lihn, hvor vi smagte en masse lækre retter.
Mandag mødtes vi med Thuy og John Woo. Det skulle blive lækkert at komme tilbage til Hanoi og få indrettet det nye hus vi har lejet.
9 dages fantastiske oplevelse nåede sin ende. Nu var det tilbage til kulden.