Turen til SaPa

Torsdag aften den 13 marts smuttede vi mod Hoan Kiem lake, hvor vi skulle mødes med vores rejseleder. Vi fik lige de sidste informationer og var så ellers klar til afgang.
Vores tog afgik 21.15 og togkupeen var bare lækker. Det blev til et par øller og så gik vi ellers til køjs. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os, så nattesøvn skulle vi have.
Små 8 timer senere ankommer vi kl. 05.30 til Lao Cai. Vejret er lummert, hvilket er et godt tegn. En mand med Tinas navn på et skilt tager imod os og ind i en bus ryger vi. Fra Lao Cai er der 38 km op ad snoede bjergveje i fantastisk smukke omgivelser til Sapa, som ligger i ca. 1.500 m højde. En køretur på ca. 1.1/2 time.

Vi ankommer til et rigtig lækkert hotel. Royal Sapa hotel. Bedst som vi tror at her vi skal tilbringe natten, kommer hotel manageren med vores guide. Han forklarer os at vi efter morgenmad vil trekke ud mod vores homestay. Vores guide hedder i øvrigt Ky. (Ki). Udover Ky, har vi også en ung fyr med der er ny og skal oplæres. Viet hedder han.
Morgenmaden bliver nydt, mens vi taler om hvad der mon kommer til at ske. Hvordan huset er og sådan. Mange tanker og sjove, skrækkelige og fantastiske ideer dukker frem.
Efter maden ryger vi ned i kælderen, hvor vi kan få et bad. Her skal vores nyindkøbte trekking tasker ligeledes låses ind. Dem for vi alligevel ikke brug for, er budskabet. Godt så.

Vi går fra hotellet kl. ca. 12.00. En skare af lokale kvinder og børn i traditionelle klædedragter, som i øvrigt er meget fascinerende venter ude foran hotellet og følger efter os da vi går. Vi var blevet ”advaret” om dette inden vi gik. De prøver at komme i kontakt med os på gebrokkent engelsk og virker meget venlige. Men vil du ikke købe af dem, skal du ikke tage kontakten op med dem.
Undervejs går vi Tina, Thuy og mig og taler om hvor langt vi mon skal gå. Der bliver ikke rigtig svaret på det når man spørg og alt virker bare fjernt. Men det er på den gode og spændende måde. det skulle senere vise sig at vi kom ud på en 15 km lang gåtur gennem rismarker, vandløb, op og ned ad skrænter og gennem forskellige små byer og minoriteter. Og grunden til at vores guider ikke fortalte om distancen var, fordi som de siger: Hvis gæster for dette afvide efter at have tilbragt hele natten i et tog, ville mange ikke klare turen. Motivationen ville være ødelagt fra starten af. Godt tænkt.
Efter mange timers gang, ankommer vi til huset hvor vi skal bo. Et hyggeligt sted, med plads til 8 gæster. Der er dog kun en gæst udover os. En engelsk pige.
Vi får lov at tage et hvil, mens guiderne forbereder aftensmad til os. Desværre vågner jeg op to timer senere med rigtig ondt i maven og må tilbringe hele aftenen i min seng. Vores ny guide Viet, som i øvrigt viser sig at være en meget klog ung mand, bringer mig et eller andet på en ske. Spis siger han. Det viser sig at være engefær rod. Det skulle tage kvalmen forklarer han og ganske rigtig. Desuden får jeg noget grøn the med hvidløg.
Senere kommer Tina også op. Hun har fået samme tur, dog med feber også. Rigtig ærgerligt, da vi havde håbet at nyde aftenen sammen med guiderne.Næste morgen og jeg stort set på toppen igen. Og det bliver endnu bedre da vi ser den udsigt vi står op til. Om aftenen da vi ankom, var det helt tåget, men nu var tågen lettet og vi var omgivet af bjerge. Helt fantastisk syn. Vores morgenmad, som bestod af pandekage og honning, blev nydt med bjergene i baggrunden.
Så var det tid til at komme tilbage. Vi havde denne gang kun 6 km, men denne gang var det noget helt andet, da man nu kunne se bjergene og alle rismarkerne. Ved et opsamlingssted bliver vi samlet op i jeep og kørt de sidste km til vores hotel.
Efter et godt måltid mad, måtte der lige strækkes lidt på lagenet. Man kunne godt mærke at man var lidt brugt. Men Sapa by skulle også ses og da vores guider var til vores rådighed 24-7, måtte vi ikke spilde noget tid. Så vi blev enige om at skulle se Cat Cat.

Cat Cat er en lille by udenfor Sapa, som franskmændene grundlagde under krigen mellem dem og vietnameserne. Undervejs fortalte vores guide om de særlige skikke og traditioner, der fylder meget i minoriteternes liv og et sted blev vi inviteret indenfor og se hvordan de lever. Meget fascinerende. Der hang tørret kød, frugt og grønsager alle steder i loftet. Og på væggen hang traditionelle musikinstrumenter som de bruger om aftenen. For enden af byen, som i øvrigt er den eneste heromkring med sten trappe, ligger et elværk, der som trapperne også blev opført af franskmændene.
En gåtur rundt om Cat Cat er på små 4 km, så godt ømme i benene traver vi mod hotellet igen. Guiderne ville enlig gerne have vist os byen om aftenen, men da vi var ret trætte valgte vi at gå tidligt i seng og være klar til at bestige Fansipan næste morgen.
Oppe tidligt og klar til afgang. Vi skulle af sted med bus det første stykke op til bjergets fod. Det var noget af en spændende tur. Men det var vejen der udgjorde alt det spændende. Der var nemlig nogle gevaldige huller, som bussen sagtens kunne ligge i hvis det var. Selve vejret var ikke for godt. Fuldstændig overskyet, så vi kunne ikke se fansipan. Lidt ærgerligt. Men vi fik samlet vores gruppe og kom af sted. De næste mange timer gik det frem og op. Gennem vandløb og små stier, formet af de lokale bjergfolk der tog denne tur hverdag. Efter nogle timers gang, stopper vi i en lysning får at spise. Vi har en porter med, som bærer alt vores proviant. Han begynder nu at forberede mad til os. Og i det samme bryder solen gennem skyerne. Nu kan man virkelig mærke at man er væk fra Hanois ulækre og forurenede gader. Det er en skøn fornemmelse at sidde der i solen med fuglene som det eneste der bryder stilheden.

Efter lidt spise kommer vi på benene igen og rykker videre. Vi skal dybere ind i skoven, hvor der skulle ligge et lille hus eller noget der ligner i hvert fald. Alt her er enormt fascinerende og faktisk meget svært at beskrive. Samtidig med at der kigges hvor man træder, bliver man nødt til at kigge på alt det omkring en. Og Viet der lige har afsluttet sin militære universitetsuddannelse, ved alt om træerne, blomsterne og urterne der er her i ingenmandsland. Det bliver til mange gode fortællinger og det hjælper på kræfterne, der nemlig for længst er sluppet op. Men efter små 7 timers vandring op og ned af skrænter, gennem vandløb og bambusskov, dukker en lille hytte op lige ned til en lille flod. Rygsækken ryger af og så er det tid til at nyde det. Nede ved floden på en sten sidder en amerikaner ved navn Jim og skriver dagbog. Jeg hører at han dagen inden var på toppen af Fansipan, så jeg går ned og får en sludder om hvordan og hvorledes. Jim er en rigtig hyggelig mand i slutningen af 40erne og vi får nogle gode snakke.
Om aftenen i bålets skær spiser vi alle sammen. Vores guider og portere har klargjort et ordentligt måltid mad. Rigtig lækkert. Og efter maden skal de første 7 timers trekking fejres. Det bliver de med ”happy water”, som er noget hjemmebrændt risvin. Enormt stærkt, så der bliver hurtig gang i sang og dans om bålet. Rigtig hyggeligt.Næste dag kl.06.30 bliver vi alle vækket. Det har været lidt en hård nat. Vi lå meget tæt i det lille skur og med kun en bambusmåtte under sig, var det til tider lidt koldt. Men alle er klar og har friske ben, hvilket jo i hvert fald er det vigtigste. Herfra lejren er der ca. 4 timers klatring op til Fansipan.
Det er stejlt og glat og nu ved man pludselig hvad det var man skrev under på, angående ”på eget ansvar”. Men ikke desto mindre er det en fantastisk udsigt efterhånden som man kommer længere og længere op. Mange steder er det de krogede træers rødder man klatrer op af og andre steder direkte klippevæg. Denne her tur op til toppen er virkelig noget der trækker tænder ud. Og flere gange tænker jeg at det ikke går. Da vi når 2800 meters højde, er det som om ilten slipper op. Heldigvis har vi god tid, så det bliver til nogle gode pauser. Og de bliver nydt i fulde drag. Det er så flot at kigge ud over bjergene. Vi skulle over 3 bjergtoppe og hver gang havde vi tid til at stå og nyde synet. Det er helt fantastisk at se hvordan tågen ruller ud og ind mellem bjergene. Efter 4.1/2 time når vi toppen. Og det var lige da vi så toppen noget skuffende. Det var i mellemtiden blevet helt overskyet og meget koldt.
Jeg vil skyde på at temperaturen er faldet til 5-7 grader og det blæste rimelig vildt deroppe. Men ikke desto mindre havde vi klaret turen til toppen af Fansipan 3143 meter oppe og det skulle nydes. Vi fik taget en masse billeder og spist en fortjent gang mad. Kroppen var på dette tidspunkt helt top, så de sandwich vi fik, var guld værd. Nå, men når man nu står her i 3000 meters højde og den lejr vi skal bo i ligger i 2030m og 10 km væk, så blev vi nødt til at vende næsen den anden vej og starte de kolde ben op igen. Efter små 30 min kommer vi under skydækket og solen bryder frem igen. Lidt ærgerligt at den ikke lige kunne have gjort det mens vi stod deroppe.

Små 3 timer senere og en masse gode billeder rigere, når vi den lejr vi skal bo i. aldrig i mit liv ha jeg været så glad for en cola, som den jeg fik serveret af de flinke lokale der ejede stedet hvor vi skulle overnatte. Mine ben rystede under mig, men det var en fed fornemmelse og den vil altid være der. Vi gjorde vores sovepladser klar og udenfor begyndte de at forberede mad til os. Det blev en lige så hyggelig aften som dagen før, med sang om bålet.
3. og sidste dag havde vi ”kun” lige de sidste 6 km tilbage til opsamlingsstedet og de blev overstået med højt humør. Nu var det slut og hotelværelset med sine bløde senge ventede forude.
Samme aften spiste vi 3, Thuy, Tina og mig på en rigtig lækker restaurant, med t-bone steak, rødvin og masser af stearinlys. Hele Sapa by lå nemlig sort hen, da strømmen var røget i hele byen. Heldigvis for os kører alt køkken her på gas, så det fungerede og det var rigtig hyggeligt. Senere mødtes vi med vores guider i Sapa natteliv, hvor også hotellets manager en ung israelsk fyr ved navn Ethan var med. Vi fik spillet lidt billard, smagt Sapa delikater på aften markedet og drukket en masse ”Happy water”. Det endte med at vi var samen med alle guiderne på en lille cafe, inden vi trætte og færdige gik i seng.
Onsdag morgen tjekkede vi ud og kørte tilbage til Lao Cai hvor vi kørte med toget tilbage til Hanoi. 6 fantastiske dage var vel overstået..

Se flere billeder på:http://picasaweb.google.dk/vang4600/SapaHomestayFansipan

Lidt info om Sapa

I dalene omkring Sapa bor der 5 forskellige stammefolk, hver med deres sprog og kultur. Man kan kende forskel på stammerne ved at kigge på kvindernes hovedbeklædning. De har forskellige farver alt efter hvor de hører til. De mest iøjefaldende er Flower Hmong minoriteten. Som også deres navn indikere, er deres hovedbeklædning meget farverig. De går stadigvæk i traditionelle klædedragter og ernærer sig primært ved risdyrkning og husdyrhold. I Sapa ses de forskellige folkeslag sælge husflidsprodukter på markedet og på gaden. I Sapa er der mulighed for at besøge det lokale marked eller gå en tur op til Ham Rong Mountain, en lille botanisk have med en fantastisk udsigt over Sapa, Hoan Lien bjergkæden, selve Sapa dalen og ikke mindst Fansipan. Området omkring Sapa er primært beboet af Red Dao minoriteten, som i 17-1800 tallet emigrerede fra Kina til Vietnam. De er repræsenteret med sorte runde hovedbeklædninger.