Lukkeugerne i børnehaven

Grundet sommerferie havde børnehaven lukket i 14 dage. Det udnyttede mig og Tina ved at tage en tur rundt i Vietnam og videre til Cambodia.
Efter en super lørdag hvor jeg bla. med fodboldholdet vandt EM guld i Hanoi, tog jeg søndag aften toget mod Hoi An. Det er en lang tur på godt 13 timer, men det var faktisk okay. Jeg startede turen klokken 23.00 med en god nattesøvn, blev dog vækket 07.00 hvor vietnamesere åbenbart mener det er tid for morgenmad. Jeg er i kupe med et meget ungt kærestepar. Fyren snakker en lille smule engelsk. Pigen sikkert det samme, (men her i Vietnam er det ikke pigerne der snakker..) Jeg har lånt en god bog af Anine, så resten af tiden til jeg når Danang går med den. Jeg har aftalt med Tina Og Thuy at de skulle være i Danang og mødes mig når jeg ankom. Mest fordi Thuy alligevel skulle med toget tilbage til Hanoi, men jeg kunne mærke at det var rart at møde dem her, efter en så lang tur alene. Tina har skaffet os en taxa, som kører os de ca. 20 km til Hoi An. Pigerne har indlogeret sig på et lille hyggeligt hotel i centrum af byen og efter et hurtigt bad er vi ude for at finde tøj til mig. Den første skrædder vi ser, har et fedt jakkesæt hængende og da vi stiller os op og kigger, kommer en lille sød vietnamesisk pige ud og spørg på super engelsk om hun kan hjælpe. Fedt, tænker jeg. Det gør det lidt nemmere at forstå hinanden. Hun finder et par kataloger og vi begynder at søge. Det startede med et jakkesæt, men inden jeg havde fået set mig om, havde jeg bestilt halvdelen af butikken. Alt i alt er det blevet til 2 jakkesæt, 9 par bukser, 4 skjorter, 2 langærmede, en sommer og en vinter jakke. Til slut bestilte jeg 4 par sko. Alt dette til en beskeden pris af 8.0000.0000 VND, eller ca. 2650 kr. Ikke så ringe. Og det hele blev altså lavet på under 24 timer.
Efter shopping var det tid til at se byen. Den er utrolig smuk med alle sine små velbevarede huse fra 17 og 1800. tallet. Det blev også en tur op af floden der deler byen.
Da vi skulle pakke ned, takkede vi Thuy mange gange for at have taget alt Tinas tøj med hjem, for det fylder squ en del. Det havde jeg jo ikke lige tænkt på og ikke nok med det. Det skal jo også med til Cambodja. Inden da skal var det dog lige et smut forbi Mui Ne. Endnu engang en togtur på knap 13 timer. Men toget kører ikke direkte til Mui Ne. Man skal af på en lille station ude i ingenting. Virkelig. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Uden foran ”stationen” er 2 små købmænd og ellers ingenting. 2 motorbike mænd dukker op og tilbyder at køre os til byen. De vil have 200 VND, hvilket vi synes var lidt meget. Altså lige indtil vi hører der er 47 km til byen. Sikke en tur.
Byen virker meget øde da vi endelig når frem. Efter 4 forskellige besøg på hoteller, finder vi et lille billigt et. Vi havde aftalt at tage et billigt den første nat og så overnatte på et lidt mere luksuriøst anden nat. Om aftenen da vi er ude og få en øl, støder vi dog på et sted med små hyggelige bungalows helt ned til vandet. Et super lækkert sted til kun 15 dollars per nat. Til stedet er tilsyneladende Mui Ne´s bedste samlingssted for fest mennesker. Så bliver det vist ikke meget bedre.
Med kun 2 dage i Mui Ne skal der ses lidt. Vi beslutter at leje en jeep og se de få seværdigheder der er her. Bla er der et sted hvor man kan kælke på kæmpe sandbanker. En lille fiskehavn og et fantastisk vandløb omgivet af klipper blev det også til. Tilbage i vores resort, står resten af dagen på ren afslapning ved stranden og kølige drinks. Om aftenen støder vi på et kærestepar fra Irland, som vi deler et par sjusser med. De er rigtig hyggelige og nyder tydeligt at få lidt selskab. Og både Tina og jeg synes da også det er fedt med en af samme køn at snakke med.
Fredag morgen er det Tinas fødselsdag. Jeg havde valgt at overraske hende med morgenmad på sengen, så klokken 08.00 stod 2 tjenere med omelet, brød og kaffe. Efter morgenmad havde vi 5 timer inden vi skulle med bussen til Saigon og dem brugte vi på stranden med min computer og lavede workshop. Det var nu meget gode og lækre arbejdsforhold. Klokken 14.00 bliver vi hentet af en bus på vores hotel. Den 4 timer lange tur til Saigon bliver desværre på grund af trafik til 6 timer. Og det hotel vi regnede med at bo på, havde ingen ledige værelser. Heldigvis får vi snakket med Mie og Mai som også er i byen. Deres hotel er der ledige værelser og det er ret lækkert hotel. Aftenen bruger vi sammen alle 4 og fejrer Tinas fødselsdag med et par øller.
Lørdag har vi aftalt at mødes med Lihn, som vi ikke har set siden vi var hernede sidst, hvilket var først i februar. Han hjælper os med at sende en pakke med det tøj vi har købt i Hoi An hjem til Hanoi og efterfølgende spiser vi en lækker morgenmad. En highland coffee bliver det også til og så ryger vi ellers på hotellet og får en lille lur. Om aftenen spiser vi på en koreansk restaurant. Lihn bestiller en masse lækkert mad, blandt starter vi med at grille direkte ved bordet, på en lille grill der er opstillet. Herefter spiser vi hot pot. Klokken 23.00 spilles åbningskampen i EM. Den ser mig og Lihn nede på en lille hyggelig bar.
Søndag morgen flyver vi til Cambodja. Og da vi lander i Siem Reap, er det den flotteste lufthavn jeg nogensinde har set. Den er meget lille og den har kun plads til at små fly kan lande der. Selve lufthavnen ligner det resort vi boede på i Mui Ne. Virkelig flot..
Vi støder på et canadisk par som spørg om vi skal dele en taxa til byen. Det siger vi ja tak til. Vi indlogerer os alle 4 i et ret lækkert guesthouse til 15 $ per nat. Vi tager en tur rundt i byen, da vi bla skal finde en busbillet til Sihanoukville, som ligger nede sydpå. Den finder vi plus lidt souvenir og en lokal tuk tuk,(som er en motorbike med en lille vogn bagpå) der kan kører os til Angkor Wat mandag morgen og vise os rundt. Aftenen nyder vi i Siem Reaps stille gader. Det er virkelig hyggeligt. Mange af gaderne i byen bliver spærret af for kørsel hvilket gør centrum dejligt roligt.
Mandag morgen bliver vi vækket 04.30. Vi skal ud og se solopgangen ved Angkor Wat templerne. Vores tuk tuk chauffør er allerede ankommet da vi går ud fra hotellet kvart i fem. Han kører os derud, en lille tur på godt 6 km. Det er helt vildt så mange turister der er på vejene. Det er tydeligt at alle turister i byen kun er her for en ting. Solopgangen er helt fantastisk. Vi for taget nogle fede billeder og får set hele herligheden på knap 8 timer. Eller rettere vi får set den lille tur rundt (5 templer) i angkor, som består af 18 templer i mange forskellige størrelser og former. Det er en vanvittig oplevelse. Aldrig har jeg set noget så stort. Vi snakker med en indfødt, der fortæller at stenene der er brugt til de mange templer er hentet fra et bjerg 60 km væk og 700 elefanter har trukket de tunge sten fra bjerget og herud. Men hvordan de har båret sig ad med at få bygget de store templer der er over 60 meter høje, kan ingen svare os på.
Angkor Wat er ligeledes kendt for sine kæmpe træer, der på mærkværdigvis vokser ovenpå husene. Og deres enorme rødder strækker sig langt og er virkelig fasinerende.

Vi blev fra starten af ferien enige om at vi ville se stranden når vi kom til Cambodja, så tirsdag morgen tog vi bussen mod Sihanouk Ville. Det var en tur på 8 timer, som bla. går gennem hovedstaden Phnom Penh. Vi gør et stop i et par timer, hvor vi er så heldige at finde en skandinavisk restaurant. Her får vi en omgang fiskefilet, med kartofler og smørsovs. Det var simpelthen fantastisk. Det ender dog med at turen varer 2 ½ time mere en beregnet, på grund af et voldsomt regnvejr. I Sihanouk Ville finder vi et lækkert guesthouse til 5$ og får lidt mad på restauranten der ligger til. Det er desværre ikke for godt vejr, så vi får ikke så meget ud af aftenen.
Næste dag går med at få sendt nogle postkort og se byen, der dog ikke er så stor. Vejret bliver desværre ikke bedre, så det meste af aftenen foregår indendørs, på forskellige barer og restauranter.
Da vi torsdag morgen opdager at det stadig vælter ned, vælger vi at tage bussen tilbage til Phnom Penh. Det viser sig at være et godt valg, for her er vejret noget bedre. Vi havde inden afrejse hørt at byen skulle være rigtig ulækker på grund af skrald, men så slemt oplevede vi det ikke.
Fredag beslutter vi at se Killing fields. Inden gør vi et stop ved en nedlagt skole, som Khmer Rouge brugte som fængsel under Pol Pots besættelse fra 1975-78. Stedet blev kaldt Tuol Sleng og er nu omdannet til museum. Der er billeder overalt, men de mennesker der blev holdt indespærret her og det ene var mere forfærdeligt en det andet. Der var ligeledes mange fortællinger fra bla. overlevende, men også fra fangevogterne. De værste billeder var dog fra stedets torturkammer. Det var virkelig hårde midler der blev taget i brug.
Efter her kørte vi ud til en skydebane der skulle ligge i nærheden. Vi havde hørt at man kunne skyde med en bazooka og var man lidt følelses kold, kunne man købe en ko på stedet og blæse den i luften. Det viste sig at være sandt, men desværre kostede det 350$ hvilket var lige i overkanten af hvad vi ville af med. Herefter fortsatte vi ud for at se Killing fields. Som det første var der oprejst et stort tempel, hvor størstedelen af kranierne fra de 16.000 ofre lå til offentligt skue. Selve Killing field bestod af en masse udgravninger efter menneske knogler. De steder hvor der var fundet massegrave, var der rammet ind og skrevet antal døde på et skilt. Også de gamle bygninger der havde ligget der, var beskrevet på tavler og lignende. Det var noget af en barsk oplevelse og det løb en koldt ned af ryggen, når man læste om de forskellige uhyggelige måder folk med blevet dræbt på.
Efter at have set Killing fields, spiste vi inde i byen. Det var vores sidste aften, men vi var alt for trætte til sjov og ballade. Vi valgte derfor at se en film på hotellet og gå tidligt i seng. Næste morgen skulle vi med bus tilbage til Siem Reap og med flyet til Hanoi.

Se flere billeder her:

Mini euro 2008.

Lørdag den 31 maj blev der afholdt mine EM i Hanoi. Vi vile stille op med et dansk hold, men var desværre for få. Det problem havde det engelske hold også, så vi fik lov at slå de to hold sammen. Der var tilmeldt 10 hold til tuneringen. Holland, Tyskland, Sweitz, Italien, Frankrig, Vietnam, Spanien, Ungarn, Indien og vores.

Vores første kamp var mod Italien. den var desværre lidt skidt og vi tabte 1-3. Så gik det til gengæld bedre i de næste. Først slog vi Holland 1-0, derefter Sweitz 5-2. Det betød at vi gik vi gik videre. i semi finalen skulle vi møde Frankrig. Det var en fantastisk kamp som blev vundet 3-1. i den anden semi finale spillede Tyskland og Italien. Her vandt Italien 4-2.

Så finalen blev Danmark/England vs. Italien.

Vores hold: Øverst fra venstre. Ming, Mig, Anders, Pete, Mark og Poul. Nederst fra venstre. Kim, Dan, Peter, Jacob, David og Lee.

Kampen om 3. pladsen blev mellem Tyskland og Frankrig. Her vandt Frankrig 2-1.

Og så blev det endelig tid til finalen, hvor vi skulle prøve at gøre det godt igen mod Italien. Vores målmand Anders var desværre blevet skadet, så jeg blev smidt på mål. Det gik fantastisk og jeg fik scoret mit eneste mål i tuneringen i denne kamp. Et målspark fik lov at passere hele vejen i kassen. Vi endte med at vinde kampen 2-1.

Til sidst kunne vi løfte pokalen og Hr Vang her blev man of the match. Det var slet ikke så tosset. En meget lang og varm dag var vel overstået. Pete, som var vores kaptajn er manager på "Jaspers", som er en engelsk spise og bar kæde. her røg hele holdet ned og hyggede sig nogle timer med gratis øl og mad.

Portsmouth vandt FA-cup finalen!

Lørdag d.17 maj skulle Portsmouth spille Fa-cup finale mod Cardiff city. Jeg havde samlet nogle stykker der gad se kampen med mig og pigerne. Til begivenheden havde vi fået lavet nogen trøjer. Det var Ha´s kæreste der hjalp med at finde et sted og vi fik det lavet på under et døgn, hvilket er utroligt hernede. Men det skulle gå stærkt, for det var lige i sidste øjeblik vi fandt på det. Men resultatet blev for lækkert. Lige som det skulle være.
Vi startede aftenen på Green Mango, som er en restuarant hvortil der ligger en lounce. Fantastisk sted.

Efter en god suplim opvarmning, drog vi ned på Finnegans, som er en irisk pub. Her ville kampen blive vist nemlig. Der var samlet en 4o-50 stykker og stemningen var herlig.
20.30 var der kick off. Kampen bølgede frem og tilbage og havde alt hvad en rigtig finale skal have. Endelig i det 62 min kom forløsningen og Kanu bragte Portsmouth foran 1-0. Stillingen holdte hjem og drengene kunne løfte pokalen for første gang i 69 år.

Filippinerne med familien

Min tur til filippinerne startede fredag morgen den 25-4. Jeg skulle være i lufthavnen kl.10.00 og flyve en time senere. Det var lidt en mærkelig følelse, men nu er det også første gang jeg flyver/rejser på egen hånd. Turen til Saigon (HCMC) har jeg prøvet før, så den gik smertefrit. Men da jeg stod i Saigon og skulle checke in til Manila, var det som da jeg skulle forlade Danmark. Pludselig snakkede alle omkring mig et sprog jeg ikke forstod. Ikke at jeg forstår vietnamesisk overhovedet, men det er ligesom blevet en del af mig. Nu virkede alt fjernt og ukendt. Nå, mine 2 timers ventetid gik på at skrive lidt blog og dulme nerverne med et par fadøl. Heldigvis kommer jeg til at sidde ved siden af en ung fyr i flyet og den søde kvinde i check in havde givet mig en plads ved nødudgangen med god benplads. Fyren ved min side hedder Miguel og bor i Manila. Han fortæller mig hvor jeg kan finde et hotel og hvor jeg kan finde andre udlændinge i Manila, hvis jeg fik lyst til at gå ud. Han forklarer ligeledes lidt om priser på taxa, cykeltaxa og hestevogn. På filippinerne bruger de Peso, så der var også lige en ny kurs at skulle vænne sig til. 100 dkr. svarer til 900 peso.

Da vi lander i Manila viser Miguel mig vej til hotel bookingen og jeg takker mange gange. Jeg finder et 3 stjernet hotel der ligger tæt på centrum og ikke så langt fra lufthavnen. Det koster 2000 peso pr. nat, hvilket var lidt mere en jeg havde regnet med at skulle bruge, men eftersom det efterhånden var sent, så skulle jeg bare have noget. Det viste sig at være rigtig lækkert. Først blev jeg hentet af en stor bil fra hotellet og senere viste hotellet sig at ligge perfekt. Lige ned til bar/restaurant gaden.
Jeg var godt træt i hovedet efter turen fra Hanoi, men skulle finde noget aftensmad, så jeg bevægede mig ud i Manilas aften liv. Ikke engang 10 meter fra hotellet støder jeg på den første tigger og sådan blev det ellers ved. Der er fandme mange af dem her på filippinerne, hold da op. Jeg finder et lille hyggeligt sted og slår mig ned i en gang spaghetti med pesto og kylling.
Lørdag morgen vågner jeg kl. 9 og tager ud for at finde et sted at spise. 100m nede af gaden møder jeg to fyre der står med en hestevogn. De spørg om de skal vise mig rundt i byen. Jeg takker først nej og går, men tænker at det måske var en meget fed måde at se byen på første gang. Jeg går tilbage og mændene lyser op. De viser sig at spille skøre sigøjnere hvilket er ret skægt. De griner højlydt hele tiden og virker enlig mest som om de lige har tømt tequila flaske nummer to. Min første fejl i Manila skulle komme her. Jeg glemte nemlig at aftale pris med dem. Hvilket jeg ifølge Miguel altid skulle gøre. Hovsa. Nå, men mændene viser mig rundt i ca. en time og kræver herefter 5000 peso for herligheden. Hmm, hvad gør man nu. Jeg spiller på at vide noget om prisen og siger nej nej kære venner, i kan få 1000. de bliver lidt små mopset og efter lidt snakken frem og tilbage bliver vi enige om 2000 peso, hvilket nok er 3 gange for meget, men okay det var en fin og morsom tur. På køreturen passerede vi en skydebane, så jeg bliver enig med mig selv om at tage derind og se hvad de har. Det viser sig at være gamle politi våben. Pistoler, en colt og en magnum 45, uzi og pumpgun. Alle skal selvfølgelig prøves. Hvilket ikke var helt billigt, men en fed oplevelse. Lørdag aften blev lidt noget andet en jeg havde regnet med. Nede foran mit hotel ligger en lille hyggelig bar med live musik. Den bliver jeg enige med mig selv om at se nærmere på. Nede på baren støder jeg på et par, hvor fyren Kim, er dansk. Han kæreste Mary, som er fra filippinerne snakker ligeledes dansk, så jeg slår mig ned med dem. Efter nogle drinks tager vi ud og ser Manilas natteliv. Det blev til en ret sjov tur, hvor vi blandt andet var på Hobbit Bar. Det var noget af en oplevelse. Alle der arbejdede på stedet var dværge. Efter en gang karaoke, tog vi videre ud og dansede til den lyse morgen.
Søndag morgen tjekker jeg ud og tager ind mod lufthavnen for at møde mine forældre. Det var ikke lige så nemt, da lufthavnen er pænt stor og en telefonsamtale med min far gjorde det hele meget forvirrende. Langt om længe og et par løbeture frem og tilbage, finder jeg dem endelig. Det var skønt at se familien igen. Efter 2 ½ times kørsel og det samme i båd lander vi på Coco beach.
Da vi ankommer til stranden er det blevet mørkt, men vi kommer i land og bliver vist op til restauranten, hvor vi bliver mødt af glade mennesker der klær os i halskæder og stikker os en velkomsdrink.

Vi får udleveret vores nøgler og vist op til vores hytter. Det er virkelig imponerende. Som et stort paradis, toner den ene hytte sig op efter den anden. Det er godt nok et fantastisk sted og jeg glæder mig til 4 dage på langs ved poolen.
Coco beach kan kun anbefales til alle der nyder at lave ingenting, være omgivet af rare, herlige, sjove og skøre mennesker. Det har været nogle utrolige dage. Vi har dykket, sejlet med jetski og gået øen tynd. Det er ikke sidste gang jeg er på dette sted.
Nu er jeg tilbage i Manila. Har endnu engang sagt på gensyn til familien og rejser tilbage til Vietnam i morgen. Det har været skønt og jeg ville ikke bytte det for noget andet i verden.
Tak for en uforglemmelig rejse mor, far, Thomas, Tobias og Sebastian!

Se flere billeder på: http://picasaweb.google.dk/vang4600/Fillippinerne

Tur til Halong Bay

Søndag den 20-4 skulle Tina, Jan, Thuy og jeg til Halong Bay. Vi troede vi skulle af sted kl.20.00, men havde misforstået rejseplanen. Det fandt Tina heldigvis ud af søndag morgen kl. 8.30, præcis en halv time efter vi skulle være kørt. Eftersom jeg (og Thuy) var kommet i seng omkring kl. 4, var mit hoved lidt tåget da Tina stod og ruskede i mig og sagde vi skulle af sted og det skulle være lige nu. Jeg væltede ud af sengen og fik pakket et eller andet. Vi stod på Sinh Cafe, som var opsamlingsstedet kl. 9.30, halvanden time for sent. En kvinde tager imod os og siger vi vist er noget sent på den og bussen selvfølgelig er kørt. Hun har ringet til os flere gange, men uheldige som vi er, havde Tina skiftet nummer siden bestillingen. Ja, så er det jo svært at komme igennem til os. Nå, men som vi efterhånden har fundet ud af kan alt lade sig gøre i Vietnam. Og det samme her. Den unge kvinde skaffer os i løbet af 10 minutter en bil, der for 200$ kører os de 3 timer til Halong Bay. Det er squ da fantastisk. Da vi når Halong Bay, holder båden og venter på os.

Heldigvis har resten af gæsterne fået serveret frokost, så de ligger stort set ikke mærke til vi dumper ind. Men alle ved vist godt hvem vi 4 er!! Vi sætter os til bords og tænker, hey vi skal da starte ferien med en god flaske champagne. Det var rigtig lækkert og passede perfekt til den gode mad. Under maden sætter båden kurs mod vores første stop. Efter maden skal vi nemlig ud og sejle kajak. Vi bliver fra vores båd sat ud i en mindre en og sejlet en halv time ud til der hvor kajakkerne er. Vi bliver sat sammen 2 og 2, og det var en herlig tur. Ca. halvanden time sejlede vi rundt mellem klipperne og endte i en stor bugt, efter at have sejlet gennem en grotte. Det var enormt fascinerende. Der var helt stille. Tilbage på den store båd, fik vi frisk frugt og ligesom mørket faldt på, skulle vi hoppe i vandet fra båden. Dejligt med en svømmetur efter kajak turen. Efter et velfortjent bad, blev aftensmaden serveret. Den var præcis lige så lækker som den tidligere og passede fint til den hvidvin vi havde fundet. Midt under maden præsenterede en af guiderne deres karaoke anlæg. Det var ikke mange der var med på ideen, men dem der var hyggede sig fint med det. Mange sange og drinks senere, gik vi omkring 23.30 i seng. Dagen næste dag startede nemlig allerede kl.07, så vi skulle være lidt friske. Mandag morgen vågner vi til et skønt solskinsvejr. Det var simpelthen fantastisk at se alle bådene ligge der og gynge i vandet til morgensolen. Efter morgenmad blev vi hentet af en mindre båd, for at blive sejlet ud til ”Monkey island”. Det skulle vise sig at blive noget af en tur. Ombord på den lille båd var 2 unge danskere, som skulle følge vores hold til monkey island og Cat Ba by.
Vi bliver sejlet ind til øen og ser her de første aber lege i et træ ved stranden. Guiden fortæller at man kan kravle op til toppen hvor muligheden for at se aber tæt på er større. Og det må man så sandelig give manden ret i. efter en lille klatretur, kommer aberne til syne. De virker først søde og venlige og vi skulle da lige helt tæt på, så vi kunne få et billede ved siden af dem. Det skulle vi ikke have gjort, for aberne mente pludselig at vi var for langt inde på deres territorium. Så de gik til angreb på os. De 2 danske drenge var lidt for langt fremme i forhold til os og efter som det var mig de først gik på, var drengene lidt fanget i forhold til at komme ned igen. Det var både hylene morsomt og skrækslagende. Vi skiftes til at grine når aberne kom for tæt på de andre og hoppede rundt i panik når det var os det gik ud over. Nede på stranden igen var skaderne rifter på armene og to gange bid til vores danske kammerater. Så var der lidt at snakke om der.
Nå, oppe i båden igen fortsatte vi imod Cat Ba island og en time senere var vi der. Vi blev i bus kørt det sidste stykke til vores hotel. Et lækkert 4 stjernet hotel. Her blev vi indlogeret og fik en god gang frokost. Så havde vi hele dagen for os selv. Vi valgte at leje 3 scootere og køre øen rundt. En køretur på knap 4 timer. Det var en super oplevelse. Et sted stoppede vi og kiggede på en hule/grotte oppe i et bjerg og pludselig står der en guide ved vores side. Utroligt. Han spørg om vi vil have en rundtur i grotten, som skulle vise sig at være et militær hospital fra vietnamkrigen. Det var noget af et syn der mødte os. Hele bjerget var ren kamuflage for et kæmpe netværk af gange i 4 etager. De var altså ikke helt tossede under krigen de vietnamesere!
Vi kører videre og kommer til en lille landsby hvor vi lige må nyde en øl og få lidt sukker. Meget fascinerende som folk i dette land forstår at hygge om hinanden og turisterne.
De sidste 7 kilometer af vores køretur var langs vandet. Det var skønt, da solen så småt var på vej ned i vandet. Tilbage på hotellet betaler vi for scooterne. 190000vnd pr. person. Eller det der svarer til 63dkr. Det må siges at være billigt.
Vi aftaler at tage et bad og mødes en halv time senere til aftensmad. Et australsk par vi havde mødt anbefalede en restaurant. Den prøvede vi og det var fint. Vi havde enlig aftalt at skulle ud i byen og kigge om aftenen, men vi var helt færdige alle sammen, så vi gik tilbage på hotellet efter maden.
Næste morgen vågner vi til en stort skønt morgenkomplet. Meget bedre kunne det næste ikke være.
Vi bliver en halv time senere hentet og kørt ned til båden og så går turen hjem til Hanoi igen. Selvom det var noget med at stå tidligt op hver dag, var denne tur klart den bedste jeg har været på hernede. At være på vandet i total stilhed, er noget jeg længe vil huske, tilbage i Hanois travle gader!

Evaluering på mine mål

- Kommunikationen mellem børnene, lærerne og mig har været yderst vanskelig. Det har dog kun været noget der har ”generet” mig de første par uger. Man bliver nemlig hurtigt vant til ikke bare at kunne gøre tingene her som derhjemme. Det har været en stor udfordring, men den har været spændende og meget lærerig. Jeg har kommet langt med kropssprog, især overfor børnene.
Min ide med at personalet skal hjælpe mig når børnene vil mig noget fungere bedre nu. Det har dog taget lidt tid og de husker det ikke altid. Men når det fungere er det rigtig rart. Også overfor personalet der tit kommer til at virke som de ”onde” og jeg som den ”gode”.
- Der sker stadig en masse misforståelser mellem personalet og mig. Jeg har ellers snakket med dem om at bede mig gentage hvis de ikk forstår. Men det er som om det virker flovt eller pinligt hvis de ikke forstår mig, så de siger tit ja eller nej til noget, som så viser sig de slet ikke har forstået. Men min den ene lærer er blevet god til at bede mig gentage når vi snakker og hun ikke forstår. Det er dog også hende jeg kommunikere mest med, da den anden lærers engelsk ikke er særlig godt og hun derfor helst vil undgå at tale for meget. Jeg føler at begge lærer er trygge ved mig og nu kan sige tingene til mig, når der er noget. Jeg følte i starten af praktikken at tingene blevet pakket lidt ind eller ikke sagt, men det er blevet bedre nu. De er blevet mere åbne og ærlige med de ting der sker omkring mig, hvilket jeg tolker som en god stabil relation os i mellem. - Med de 3 stille børn der er i min klasse har jeg fået startet en ”specieltime” 2 gange om ugen. En hvor vi øver engelsk og en hvor vi leger matematik lege. Det fungere faktisk okay, men har taget lang tid at få gennemført. Jeg tror at de 3 børn hygger sig med det og de andre børn er meget misundelige og forstår ikke hvorfor de skal have mig alene. Grunden til at det tog lang tid at få gennemført, var fordi man ikke bruger tid på de stille elever, men bare lader dem stå til. At der så skulle bruges timer på det, var svært at få ført igennem.

Vespa lx-150 (med)ejer

Så er kaptajnen squ blevet (med)ejer af en motorbike. En vespa Lx-150.
Jeg mødte for noget tid siden en pige i byen. Det har udviklet sig til et godt venskab og til min store overraskelse havde hun en helt ny vespa stående hjemme. Kun 3 uger gammel. Da jeg spørger ind til den, og slynger ud at den kunne jeg da godt bruge til og fra arbejde, siger hun ja hvorfor ikk!!
Den kører jeg så nu på mandag til torsdag og hun har den i weekenden. Hvor heldig kan man være.

Tur til Hoa Lu

Tirsdags var der en helligdag i følge det kinesiske kalenderår - så Rasmus, Thuy, Lotte, Tina og jeg besluttede at tage en tur til Hoa Lu for at slappe af og se noget andet end Hanois travle gader. Det var helt fantastisk at se de flotte klipper og landskabet.
Efter en køretur på små 2 timer, ankom vi til første sted hvor vi så 2 templer lidt udenfor Hoa Lu og bagefter gik turen videre ind til byen til en hyggelig restaurant hvor vi spiste buffet. Lige ved restauranten lå en halvstor flod, hvorfra der sejlede nogle små 3 personers både. Thuy og mig sejlede sammen og det var en fantastisk tur. Det eneste minus var alle turisterne. Der var virkelig mange.
Undervejs på turen skulle man igennem 3 grotter, hvilket var imponerende. Den første var 127m lang, så der var godt mørkt derinde. De næste var noget kortere. På vejen tilbage blev der tid til lidt indkøb. Kvinden vi sejlede med diskede op med en masse ting hun havde broderet. I bunden af båden havde hun en kasse og i den lå ellers det hele. Meget smart at gøre det midt på vandet!!
Efter en lang dag hvor vi havde siddet ned meget af dagen, var vi alle godt trætte på hjemturen.

Se flere billeder her: http://picasaweb.google.dk/vang4600/HoaLu

Kulturen i Vietnam

Her næsten 3 måneder henne i praktikken er der mange tanker der har strejfet mit hoved. Mange har man fået svar på og dem vil jeg prøve at få skrevet ned her.
Da jeg først ankom til Vietnam syntes trafikken håbløs, ukontrolleret og uoverskuelig. Der er rigtig mange motorbikes og de kører vildt, dyttende og larmende mellem hinanden. Men nu har jeg fået chancen for selv at køre motorbike i trafikken og det har været en stor hjælp til at forstå hvordan det foregår. I starten tænkte jeg at folk bare dytter for at mase sig frem, men nej. De gør det for at fortælle at ”her kommer jeg, så bliv i din bane”. Det giver pludselig mening og er faktisk med til at trafikken glider selvom der er alt for mange køretøjer. Grunden til at der er så mange motorbikes er økonomisk. I Danmark har vi mange gamle billige biler på vejene. Det har man ikke her. De biler der er på vejene er store flotte dyre biler og har du ikke råd til det, ja så køber man en motorbike. Det ville også være håbløst, hvis man skiftede alle bikes ud med biler, for gaderne er bygget til cykler for mange år tilbage og er derfor slet ikke store nok til biler.
For noget tid siden havde vi workshop og under en tale fra Lars hvor han taler om babyer og opvækst bryder min lærerinde ud i gråd. Hun er lige blevet gravid og det ramte hende tydeligvis følelsesmæssigt. Noget man i Danmark ville synes var okay og det troede jeg da også. Da jeg ser det henter jeg en køkkenrulle til hende og giver hende et kort smil, hvorefter hun gemmer hovedet væk?? Næste dag spørger jeg til hvad der skete og til min store overraskelse afviser hun at have grædt. Det var simpelthen ikke sket sagde hun. Det fik mig til at tænke og pludselig kan jeg da godt se at jeg i min tid i børnehaven ikke rigtig har oplevet et barn græde. Sådan noget med følelser er ikke noget man viser hernede og det er slet ikke noget man deler med andre. Falder et barn i børnehaven og bliver ked, bliver der ikke sagt ”hvad skete der”, der bliver sagt ”stop med at græd”!!
Hvorfor det er sådan er jeg ikke helt blevet klog på endnu.
Kærester, forhold og sex, har indtil videre ikke været det store samtale emne, men de sidste par uger er snakken kommet mere på banen. Under et besøg hos en lærer fra børnehaven, kommer vi ind på kærester. Hun er kun 21 år, men har haft sin kæreste i 5 år allerede. Det er da også ham hun skal giftes med og have børn, siger hun. Vi snakker lidt om hvordan det foregår i Danmark og da vi kommer ind på det med at kysse, som er meget normalt i Dk, kigger hun målløs på os. Hun har endnu ikke kysset sin kæreste og har da heller ikke planer om det før ægteskabet er en realitet. Så blev Tina og jeg, som var os der var af sted enige om ikke at dreje samtalen ind på sex, da det nok ville skabe ramaskrig. Vi er kommet frem til at sex hernede er noget man gør for at få børn og bestemt ikke andet. Det er i hvert fald sådan de udtrykker det.
Venlighed og imødekommenhed i Vietnam er helt fantastisk. Fra dag 1, har jeg følt mig meget velkommen og vi havde da også kun været i landet nogle få timer, før vi blev budt på vores første måltid. Det faldt desværre ikke i god jord hos alle, (kylling og nudelsuppe lavet på gaden, kan godt virke lidt klamt, men er faktisk ret godt) Jeg har så vidt muligt taget imod alt hvad der er budt mig hernede (stort set). Jeg personligt mener at det er uhøfligt ikke at spise eller drikke hvad der bliver serveret, men det er jo min kultur opvækst! Men vil du lære landet og kulturen at kende, jamen så spiser man hvad vietnamesere spiser. Det har da også for mit vedkommende medbragt nogle mavepiner og små branderter rundt omkring, da f.eks. det at skåle betyder meget for vietnamesiske mænd. Og det er i alt fra hjemmebrændt vodka til øl. Og lige gyldigt hvad du drikker, så skal der drikkes op hvis de skåler. Det handler nemlig om tro, som held/lykke, god fremtid for dig og din familie, osv.
Det vietnamesiske folk hviler meget i sig selv og har et fantastisk livsmod. Selvom alle arbejde dobbelt så meget som f.eks. det danske folkefærd er der altid smil, overskud og glæde at spore. De timer man har fri hernede, bliver brugt ved de små åndehuller der findes hernede, som omkring søer, parker osv. Skoene bliver taget af og så læser man, taler eller bare sidder og slapper af. Noget der virkelig imponerer mig. Bruger man lidt tid på at lære folk at kende hernede, har man venner for livet. Selv de folk der ikke kan det engelske sprog, kan man komme langt med. Smil, små spydigheder og drillerier er en stor del af den vietnamesiske hverdag og hopper man med på den vogn indimellem, så virker dagen meget mere herlig. Det giver ny energi med smil og små vink til dine medmennesker. Noget vi danskere godt kunne tage mere til os.
At være (hvid) mand i Vietnam er noget ud over det sædvanlige. Hvis vi tager børnehaven, så er der mange ting i hverdagen jeg ikke får lov til. Det drejer sig om rengøring, feje, vaske gulv osv. Selvom jeg flere gange har sagt at sådan er det i Dk, alle hjælpes om tingene, ja så er det mig der står tilbage uden kost eller moppe når der skal gøres rent. Hvorfor? I Vietnam gør mænd ikke rent. Sådan er det bare. Og lige så dybt som det ligger i mig at det skal jeg da bare have lov til, fordi det gør vi i Dk, lige så dybt ligger det i dem at nej, mænd gør ikke rent!
Kvindens liv i Vietnam er næsten fra fødsel planlagt nøje. Hun skal have sig en god og fornuftig uddannelse og helst så hurtig som overhovedet muligt. Mange piger og kvinder har alverdens fag på aften skole for at blive klog hurtigt. For når hun først bliver gift er det slut med at lære. Så skal hendes mand og mandens forældre passes. De flytter nemlig ind og så er det ellers kvindens job at sørge for dem, lave mad, passe sin mand og evt. børn.
Landet hænger på mange måder fint sammen, men med nogle ting står mand altså og klør sig lidt i håret. Sjældent og især ved byggeri tænkes der ikke fremad. Vejene hernede er fyldt med bump efter asfalt fyldinger. Når man anlægger en by starter man nemlig med at ligge vejen. Så kommer husene og de skal jo have strøm. Så graver man vejen op flere steder og ligger strøm ned. Ups, der skal jo også lægges vand ind. Igen graves der til vandrør osv. Telefon og tv nettet er helt håbløst hernede. Alle steder hænger ledninger og ikke som i Dk med en ledning der så trækkes fra hus til hus. Nej hvert hus har sin ledning kørende, hvilket til tider kan give op til 40-50 ledninger. Et fantastisk syn, men godt jeg ikke er elektriker.
Noget der nu til gengæld giver fin mening er deres affalds system. Jeg vil ikke sige det fungere optimalt, for det ”flyder” til tider med affald i gaderne, fordi man lægger sit affald ude i rendestenen på gaden. Men det er nu smart at ligge det der, for de har et utroligt genbrugs system hernede. Og de fattige folk samler sammen af affaldet. Plastik, jern, ja alt genbruges og genbrugsstationen giver gode penge til samlerne og sådan bliver affaldet sorteret og afleveret. Og gadefejere knokler 24-7 for at holde gaderne rene og det er jo nemt for dem at feje, når alt affald ligger i rendestenen og ikke alle mulige andre steder. Meget imponerende.
Vietnamesere er på den ene måde meget afslappet som f.eks. det vi ikke når i dag, det når vi nok i morgen og på den anden side, så er der ikke noget der hedder kø kultur, i butik og bus. I bussen skubber man bare hvis man skal frem, hvad enten det er ud eller ind. Men igen giver det mening når man har prøvet det. For står man ikke inde i bussen når den kører, hvilket den gør når chaufføren har lyst, så kommer man altså ikke med. Sådan noget som at smaske, snakke med mad i munden og pille næse ses også som almindeligt. Og igen, smasker man betyder det at maden er god og hvorfor vente med at snakke, når man kan gøre det mens man spiser!! Det virker dog sjældent rart på mig og til tider er det lidt ulækkert.
Noget de så til gengæld er meget strikse med er fodtøj. Det er nærmest bandlyst i huset. Ved ikke helt hvorfor, men det er vist noget med deres tro? I busserne er man god til at rejse sig for de gamle og det vietnamesiske sprog er meget høfligt. Man tiltaler folk efter alder når man siger hej og svarer ligeledes altid venligt tilbage.

Livet udenfor børnehaven

Når jeg kommer hjem fra arbejdet er jeg som regel meget træt i hovedet da man bruger meget af sin energi på at observere og prøve at forstå det vietnamesiske sprog, så det er rart man lige kan smække benene op og se lidt tv når man kommer hjem. Thuy, som elsker at lave mad, har vi gjort til vores køkkenchef, så hun kokkerere som regel. Hun laver noget fantastisk vietnamesisk mad, så det er jo bare lækkert. Og vi Tina og mig (især mig) elsker at spise, så det er rart. Opvasken står Tina og mig så for. Weekenderne (som jo starter torsdag efter arbejde) bruger jeg på at slappe af og lade op til næste uge. I starten tænkte jeg at det var luksus med kun 4 dage på arbejde, men fandt hurtigt ud af at det var nødvendigt, da man ellers ikke ville få noget ud af sine weekender. Hele fredag går som regel på at sove længe og så ellers slappe af derhjemme.
Når jeg så forlader hjemmet er det for at se og opleve Hanoi by. Rende til de forskellige skræddere og tjekke priser og tøj. Gaderne her sitrer af liv og lækre ting, så man kan rende rundt i timevis. Lige meget hvor længe man har været i Hanoi er der altid noget nyt at opdage og se. I weekenderne bruger vi ikke tid på at lave mad, der går vi ud og spiser og hygger. Vi har efterhånden fået os et stort netværk som vi bruger meget og ofte ses med.

Mine sidste 3 måneder i Vietnam:

Tina og jeg bruger meget tid på at planlægge rejser og ture og studere om Vietnam så jeg får mest muligt ud af mit ophold i Vietnam.

Lige da vi kom til Vietnam var Tina og jeg 12 dage sydpå og se Saigon og Nha Trang. Jeg har lige været 8 dage i Sapa med Tina og Thuy, hvor vi fik set en fantastisk natur og kultur.
Vi var ude og trekke og bo i homestay, dette var meget fascinerende og spændende. I Sapa besteg jeg Fansipan som er Vietnams højeste bjerg. Så kan jeg da prale lidt med det.På lørdag d.19/4 holdes en gallafest med alt og alle som den danske ambassade kan skrabe sammen af danskere i Vietnam. Det holdes på et stort dyrt hotel, lidt udenfor Hanoi. Noget jeg ser frem til og lige har fået syet jakkesæt til.
Dagen efter skal jeg på en 3 dags luksus tur til Halong Bay med Tina, hendes Kæreste Jan og Thuy. Det bliver så lækkert. Vi skal bo på en gammel stor japansk eller kinesisk båd, sejle kajak mellem bjerge og inde i grotter og besøge noget der hedder monkey island.
Hjemme i Hanoi igen har jeg 2 arbejdsdage, så går turen til Filippinerne, hvor jeg skal mødes med min familie på Coco beach. Det bliver rigtig dejligt at se dem og jeg glæder mig meget.
Om en måneds tid tager Tina, Thuy og jeg til Hoi An, Da Nang og Hue.De sidste 14 dage jeg har i Vietnam kommer min gode ven Henrik (Hønse) ned og besøger mig. Vi skal se Sapa, Halong Bay, Hoi An, Nha Trang og Saigon på 17 dage, så vi får travlt. Sapa og Halong Bay er bare ham og jeg, mens resten af turen bliver sammen med Tina og hendes lillebror Thomas.
Ind imellem alt det rejsehalløj, skal jeg sige farvel til den børnegruppe jeg har og hej til en ny. I maj måned rykker mine børn nemlig videre til skolen. Det bliver trist, så det gælder bare om at nyde alle de timer vi har sammen nu. Heldigvis beholder jeg begge mine lærerinder, for det bliver rigeligt svært at skulle forholde sig til 35 nye børn, som man kun skal tilbringe halvanden måned med.

En hverdag i børnehaven

Mit vækkeur ringer 6.15. så er det ellers ud af køjen og bade inden Tina står op. Herefter går jeg ned i køkkenet, laver kaffe/the og spiser morgenmad sammen med Tina. Ved 7 tiden er det ud af døren. Vi skal op til Kim Ma, den største vej tæt på os og for at finde en taxi. Vi orker ikke at tage bussen til arbejdet, da de altid er meget proppet med mennesker og der er meget varmt. I øjeblikket er vi dog så heldige at køre en vespa x-115, som er en motorbike. Nice og lidt farligt!
Klokken 7:30 møder jeg på arbejde. Her sidder jeg som regel og leger med de børn der er kommet. Hver mandag og fredag har vores lærerinder engelsk på aftenskole, så de første dage af ugen bliver enkelte gange brugt til at sludre engelsk med de nye ord de har lært. Det er nu meget hyggeligt og super fedt at de gør det. Og der er jo også kun en måde at blive bedre og det er ved at bruge sproget, selvom det nogle gange kan tage lidt tid!!
Klokken 7:50 skal alle børnene udenfor og lave morgengymnastik – dette synes jeg er et fantastisk initiativ. Børnene synes det er sjovt og det giver en god fællesskabsfølelse for hele børnehaven. Jeg er selvfølgelig med på forreste række og det gir altid lidt smil i børnegruppen. Efter morgengymnastik går vi i klasserne hvor børnene bliver undervist i 2 grupper. Først den ene gruppe og bagefter den anden gruppe. Jeg følger som regel den første gruppe, her er nemlig den lærerinde der er bedst til engelsk og hun er god til at fortælle hvad der sker omkring mig.
Klokken 9:45 er det tid til leg. Det foregår enkelte gange udenfor med en voksenstyret leg. Men børnene elsker det og det er dejligt at se.Klokken 10:30 er det frokost tid. I klassen har vi 4 borde. Hvert bord har en farve. Og så er dagen delt op så bord 1 (grøn) sætter borde op mandag osv. Fredag er det så frivilligt hvem der vil.
Når børnene har spist skal de sove. De sover 2 ½ - 3 timer.
Klokken 14:00 bliver børnene vækket og så skal der spises eftermiddags mad og herefter er der er der fri leg – børnene kan frit vælge hvilken hjørneaktivitet de vil være med i. Der er køkken/butik, bygge med klodser/lego, tegne og male. Mellem 16:00-17:00 bliver børnene hentet af deres forældre eller bedsteforældre. Jeg har dog Jeg synes at min hverdag i børnehaven er rigtig inspirerende. Dog ville jeg nogle gange ønske at jeg kunne deltage lidt mere. Et par enkelte gange har jeg ”fået lov” til at feje og vaske gulv, men de ser helst at jeg ikke gør det. Mon de synes jeg er dårlig??. Nej, det handler simpelthen om at mænd hernede ikke gør den slags. Det må man jo bare finde sig i.
Ligeledes er meget af dagen undervisning og selvom mine lærerinder er gode til at fortælle hvad der sker, kan de nogle gange glemme det og får man så ikke spurgt, så kan dagen godt føles lidt lang. Men det er efterhånden blevet helt ”normalt” at færdes i et miljø hvor man ikke fatter en brik. Og sidder man og følger med og kigge børn og personale ud, så er det faktisk meget underholdende, det der foregår.Hver dag har jeg 3 timer fri. Fra 11.00 – 14.00. Dette var i starten noget lang tid, men nu hvor man har lært det meste af personalet at kende, render man hele tiden ind i en sludder. Og det er jo altid hyggeligt. Især vores køkkenpersonale er jeg begyndt at snakke meget med. De er søde og rare og har altid en kommentar med på vejen. Og udover det skal mrs. Ha nævnes. Hun er simpelthen noget af det rareste jeg nogensinde har mødt. Og hun elsker at snakke og hjælpe.

Afslutningsfest for singapore studerende.

Fredag aften var alle danske studerende inviteret til afskedsfest i børnehaven. De studerende fra Singapore, som de sidste 14 dage har været hos os, skal hjem igen, hvilket de gerne ville have os til at ”fejre” med dem. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til.
Vi havde (Tina A. og jeg) vores sædvanlige fridag fredag, så vi startede dagen med brunch og efterfølgende massage inde i byen. Vi havde ligeledes aftalt at troppe op i vores ny syede tøj og det så bare godt ud. Men noget der så mindst lige så godt ud var de studerende fra Singapore og ikke mindre vores lærere fra børnehaven. Alle var klædt i traditionelle dragter, så den første time i børnehaven gik på at tage billeder af alt og alle. Det var lidt skægt og det blev til mange flotte billeder. Efter uddeling af gaver og de sædvanlige taler, hvor vi for første gang så den gamle praktik koordinator Thuy, blev det endelig tid til at spise. Vi blev opdelt så vi stort set sad sammen med vores lærere og den studerende der havde været i vores klasse. Maden bestod af kylling, oksekød, en masse lækre grønsager og nogle fantastiske barbecue pinde.. Mums.

Hertil skulle eller rettere fik vi mænd den meget stærke hjemmebrændte risvin, vodka eller hvad det er. Og igen denne gang ville alle mændene skåle med mig og ønske mig held og lykke i livet. Jeg forstår ikke hvordan de små fyre præstere at drikke det, for efter 2 glas begyndte jeg så småt at blive beruset og festen blev pludselig meget anderledes.

Vi havde vist ikke helt spist færdig, før vores engelsk lærer stillede sig op og begyndte at synge karaoke. Og da hun var færdig, skulle der foregå noget på engelsk og hvem andre en Tina og jeg. Min karaoke debut med Tina blev med sangen Sha la la. Det var rigtig sjovt og folk stimlede hurtigt sammen om os og så var festen ellers for alvor i gang. Efter endnu et par sange, syntes vi lige der skulle lidt leg med. Det blev til den med agurken mellem benene, som så gives videre til en osv. Lyden alle pigerne gav da jeg under introduktionen puttede (i vores tilfælde) brødet mellem benene, kan høres endnu tror jeg. Det var squ lidt sjovt. Jeg ville dele to hold og der var rigeligt der gerne ville være med, så helt så skræmte jeg troede de blev, var de dog ikke. Det lod også til at de hyggede sig fint med det, selvom det var lidt svært med deres lange kjoler. Efter dette var der ballon dans og her kom jeg sammen med vores rektor.

Det foregik så sådan at man skulle sprænge ballonen ved at stå med ryggen til hinanden og støde numsen sammen. Til sidst havde de noget traditionelt på programmet. Noget med en masse pinde på gulvet, som der skulle danses, hoppes eller gås over. Det var jeg dog ikke helt skrap til.
Lige pludselig sluttede festen. Jeg havde enlig ikke opdaget noget, før mange af lærere stod og ryddede op. Deres kjoler var smidt og lærer uniformerne taget på. Inden for 15 min var alt ryddet væk og det hele var slut.
Det passede faktisk Tina og jeg fint, da vi skulle videre i byen, med en dansk ven som tager hjem i næste uge. Hvordan den videre aften foregik, er vist denne historie lige meget.. Hik!

Se flere billeder her: http://picasaweb.google.dk/vang4600/AfskedsfestForSingaporeStuderende

Workshop i børnehaven

Onsdag blev det vores tur til at lave workshop. Efter at havde hørt Thuy og Lotte lave det tirsdag, følte vi os klar. Pigerne havde virkelig været seje, så jeg mente ikke det ville blive noget problem.
Alt skulle spille den dag og børnehaven havde virkelig gjort deres for det. De havde fået lavet et stort skilt med vores emner for dagen og hvem vi repræsenterede. Til workshoppen var Lars (koordinator fra Roskilde pædagog seminarium) samt Thue og Morten fra CVUSJ, kommet til Vietnam for at lave nogle projekter og se vores workshop. Der var også børnehavens inspektør, vice-inspektør, Ledere fra diverse børnehaver i Hanoi, Headmaster fra Universitetet og vores lærere.
Lige inden vi skulle på, kom 10-15 børn ind i lokalet. De skulle synge en sang for os. Det var simpelthen så sødt. Og da de på skift stillede sig frem og præsenterede os, fik jeg squ lige en klump i halsen. Det var Ha Ling fra min klasse der præsenterede mig. Efter denne dansede vi en dans sammen med børnene.

Første halvdel af workshoppen valgte vi at bruge på anerkendelse og gode forventninger til børnene. Vi valgte anerkendelse fordi, ud fra vores observationer har vi ikke kunne finde eller se meget anerkendelse til børnene. Når lærere henvender sig til børnene står de op og kigger ned til dem. Når de skal have ro i klassen, klapper de to gange i hænderne og børnene råber i kor - "keep silent"!!!Vi ville med anerkendelse få lærerne til, at få en viden omkring hvor vigtigt det er for børnene at de bliver set og hørt. Og at man henvender sig til det enkelte barn. Vi lavede derfor et skuespil, hvor vi tydeligt viste hvordan man anerkender og ikke anerkender børn. Dette gjorde vi med den overbevisning om, at det er nemmere, at forstå hvad vi snakkede om, hvis de kan se det med deres egne øjne. Dette tog de meget positivt og kunne sagtens forstå det.

Efter anerkendelse snakkede vi om forventninger, motivation og fejl. Lærerne har meget store forventninger til børnene og hvis børnene laver en fejl eller ikke lever op til det lærerne synes er godt, bliver de ignoreret. Derfor valgte vi også at snakke om motivation. Da vi mener at det er vigtigt at motivere børnene og at børn ikke skal ignoreres når de svarer forkert. Her mener vi at lærerne skal træde ind og hjælpe med at finde det rigtige svar, i stedet for at ryste på hovedet.
Vi fremlagde dette ved, at få lærerne til at skrive ned på kort hvad de synes børnene var/er gode til og hvad de synes motivere børnene, dette gjorde vi med den overbevisning om at hvis de får det skrevet ned og sat op på en tavle og vi snakker ud fra det, er det nemmere for dem at forstå meningen med det. Vi havde også hjemmefra skrevet på nogle kort hvad vi synes børnene er gode til og hvad vi synes motivere børn, dette gjorde vi så de kunne se hvad vi fra Danmark vægter højt hos børn. Det lærerne synes børnene var gode til, var at de kunne sidde stille, observere, høre efter, kommunikere, danse, morgen gymnastik. Vi synes at børnene er gode til at høre efter, altid glade og de er skrappe til at sætte sko rigtig på plads osv.
Til sidst kom vi kort ind på at børnene skal bruge deres sanser når de skal lære. Vi mener at det er vigtigt at børn bruger deres sanser og derfor lærer. Vi mener at det er svært at få en forståelse af noget, hvis det kun bliver fortalt af en lærer. Vi fremviste dette ved at jeg fortalte om kartoffelmel leg, hvordan kartoffelmel føles, ser ud og hvordan man kan lege med det. Dette havde lærerne svært ved at forstå, derefter kom de op til mig hvor de fik lov til at lege med det, og derigennem kunne de få forståelsen af hvor vigtigt det er for børn at de bruger deres sanser når de skal lære. Alle lærerinderne var helt vilde med vores kartoffelmel som vi havde fået Lars til at tage med til Vietnam. De alle synes det var sjovt at lege med, så det var en kæmpe succes.
(På billedet er det mig og min lærer, der efter workshoppen sammen med de andre nyder en god middag).
Nu glæder jeg mig bare til at se hvordan de næste par uger vil foregå og om noget af det vi har haft fremme kan blive brugt i praksis.

Se flere billeder på: http://picasaweb.google.dk/vang4600/Workshop1

Besøg på Cat Lihn skole.

Tina, Thuy og jeg har haft en dansk vietnameser boende i vores hus de sidste 14 dage. Det har været rigtig hyggeligt. Quang er rigtig flink og meget hjælpsom. Quang er også i praktik, han er lærerstuderende i DK og skulle i praktik i Vietnam i 14 dage.
Tina, Anine og jeg fik derfor den mulighed at komme på besøg på den skole hvor han arbejder. Det var en hel speciel oplevelse.
Da vi ankom til skolen, sad vi først og drak lidt kaffe med inspktøren, mens han fortalte hvordan og hvorledes skolen hang sammen. Bagefter fik lov til at overvære to gange engelsk undervisning. Det var rigtig spændende at få en indsigt i hvordan skolesystemet er skruet sammen i Vietnam. Også meget rart at se hvad det er vi sender vores børnehave børn ud til. I hver klasse er der mellem 45-50 elever. Der var en hel utrolig ro i klassen, selvom der var så mange elever og da vi trådte ind af døren rejste alle sig og sagde et eller andet i kor til os.
Under anden time bad elever os om at stille os op til tavlen, hvor de så kunne spørge os om spørgsmål. Det var nu meget sjovt og mange af dem snakkede flot engelsk.

Gaver til børnene fra Dk.

De penge vi samlede ind på seminariet inden afrejsen er nu blevet afsat for mit vedkommende. Vi delte pengene op imellem os og det blev til lidt over 200 kr.
Det kommer man rigtig langt med hernede, og endnu længere hvis man er vietnameser. Det var i hvert fald min tankegang, så de 150 kr. af pengene gav jeg til mine lærere, som så kunne købe legetøj til børnene. De sidste 50 kr. har jeg brugt til fingermaling, modellervoks, biler, træplader til at male på og 25 sæbeboble dimser.
De 150 kr. er mest gået til pigerne der ikke har så meget. Det er blevet til køkkenudstyr, læge tøj samt udstyr, dukker plus tøj, farver, pensler og karton.
Tusind tak til alle jer studerende på Roskilde seminarium der lagde penge til dette formål.

Udover dette sponserede lego a/s i Danmark 7 kilo lego. Det blev delt op imellem os studerende og jeg delte ud i min klasse i går. Det blev ligesom med legetøjet til jubel scener af stor grad og den næste time gik meget koncentreret med bygning af de nye ting. Efterfølgende viste børnene stolte deres byggerier og jeg kunne knipse et par billeder til Lego a/s.
Min klasse fik: Greator, starwars og citylego.

Herfra et tusind tak til Lego a/s for donationen.

Se flere billeder på: http://picasaweb.google.dk/vang4600/BRnFRGaverFraLego

og: http://picasaweb.google.dk/vang4600/BRneneFRDeresGaver

Målformulering - Goals

Jeg vil selvfølgelig prøve at være så synlig i min klasse som overhovedet mulig. Prøve at hjælpe børnene, så de vil/kan/tør komme til mig.
Jeg ønsker hurtigst mulig at blive en del af børnenes hverdag. Jeg ved at det bliver og er rigtig svært, da leg ikke kommer til at foregå som hjemme i Dk hvor man kan snakke om tingene. Men børn er jo fantastiske, så man kommer langt bare med leg.

Min kommunikation mellem børnene/lærerne og mig er yderst vanskelig på grund af sprog vanskeligheder mellem os.
Ligeledes sker der hver dag en masse små fejl informationer, som ikke altid er lige nemme at rette op på igen.
Jeg ønsker derfor at blive bedre til at kommunikere med personalet og f.eks. få dem til at hjælpe, når børnene vil mig noget, i stedet for bare at klare det for mig.
Jeg ønsker ligeledes at få etableret en måde hvorpå jeg kan kommunikere med børnene. F.eks. gennem kropssprog.
Jeg vil også forsøge at udvikle mit nonverbale sprog, så jeg på den måde kan hjælpe børnene, når de har brug for det og omvendt.

Hver dag sker der misforståelser fordi personalet siger ja til en besked fra mig, hvor det så viser sig at de slet ikke aner hvad jeg har snakket om.
Det er vigtigt for mig at personalet er trygt ved mig, for det vil være den eneste måde hvorpå de vil være ærlige og bede mig gentage, hvis de ikke forstår.
Jeg vil derfor gøre mit bedste for at vores relationer bliver så trygge og stabile som muligt, så vi kan stole på og hjælpe hinanden til fælles forståelse.
Dette skal udvikles ved daglig snak, dele meninger, fortælle om det derhjemme og vise nysgerrighed omkring dem og deres liv.

I klassen har vi et par stille elever. De får som regel ikke sagt så meget i klassen, når vi har undervisning og bliver som regel glemt i mængden. Det er kun når vi har spørgerunde, de får sagt noget og der er det som regel så lavt at ingen kan høre det.
Jeg vil prøve at skaffe mere tid eller plads til disse elever, så de kan komme mere på banen og få lidt mere selvtillid. Måske få lidt ”specielundervisning” hvor de andre elever ikke deltager.
Da jeg selv er startet som underviser på engelskholdet, kan jeg her prøve som start at få gennemført en anderledes form for læring, så de stille elever ikke bliver glemt. Og med støtte få dem til at snakke højere og motivere dem til at ville blive hørt og set

Meget af min dagligdag foregår på vietnamesisk og kan derfor være ret svær at overskue. Heldigvis er meget af dagligdagen den samme, så jeg ved efterhånden hvad og hvornår tingene skal ske. Noget jeg dog ikke er inde i endnu, er den vietnamesiske kultur. Hvorfor foregår tingene som de gør?
Det handler også om at få kendskab til børnehavens måde at lærer/undervise børn på. Noget vi jo ikke bruger derhjemme.
Jeg ønsker at få kendskab til den vietnamesiske kultur, for på den måde at blive klogere på hvorfor tingene sker som de gør.
Og ved at få endnu mere forståelse af dagligdagen og få klarlagt hvad der sker omkring, vil gøre at jeg er mindre frustreret og forvirret.
Jeg kan kun blive klogere på den vietnamesiske kultur ved at snakke med folk om den. Det vil jeg så vidt muligt gøre med mine kollegaer, men også med forældre og hvor der ellers er mulighed for det. Ved at være nysgerrig, spørgende, diskuterende og observerende kommer man rigtig langt hernede og alle er villige til at fortælle og vise.

Mine mål er nået når:

Jeg har været en aktiv del af børnehaven og aktiviteterne.
Jeg har fået en forståelse af dagligdagen i min klasse.
Jeg har fået gennemført et eller flere undervisningsforløb med de stille elever, hvor de forhåbentlig har fået snakket og er blevet hørt mere.
Børnene er trygge ved mig og bruger mig hvis der er noget.
Mine kollegaer er trygge og bruger mig hvis der er noget.
Mine kollegaer hjælper mig med børnene og ikke klarer mine problemer for mig.
Min forståelse for og omkring vietnamesisk kultur er blevet bedre.
Jeg har opbygget en forståelse omkring børnehavens måde at gøre tingene på og mine kollegaers måde at undervise og agere på i dagligdagen.

Goals
I will naturally try to be as visible and clear in my class as possible, in order to help the children want to and to dare to approach me.
I would like to become a natural part of the children’s’ every day life as quickly as possible. I do realise that this is and will continue to be a difficult challenge, since we do not have a common language, we can use to communicate with, when we play games. But children are amazing at non-verbal communication, so just by playing with them you can come a long way.

My communication between me and both the teachers and children are extremely difficult, because of the language barriers between us, and a lot of small misunderstandings happen everyday, and some of them are not always easy to correct.
I want to become better at communicating with my colleagues, so that they might teach me/help me how to deal with situations with the children, instead of just overtaking the situation.
I would also like to establish a way of communicating with the children independently for instance with body language.
I will try to develop my own non-verbal skills, so that I can help the children, or even get them to help me.

Everyday I experience misunderstandings between my colleagues and myself, because they often say “yes”, but then it turns out later that they have no idea, what I have been saying.
It is important to me that my colleagues feel comfortable around me, because unless they do, they won’t feel secure enough to ask me to repeat, if they don’t understand me.
Therefore I will try to do my best to develop comfortable and stable relations as possible, so that we have trust in each other and can help each other gain a common understanding.
I will try to develop this by daily talks, sharing of opinions, telling about my life in Denmark and being curious and taking an interest in my colleagues and their lives.

In the class we have a couple of shy and timid children. They don’t normally speak up in class during lessons and are often lost in the crowd. Only when we have circle time, will they say a little, but in such a low tone of voice that it is very difficult to hear.
I will try to create more time and more space for these children, so that they can gain some more self-confidence, maybe by arranging some “special tutoring”, where the other children are not part of it.
Since I am working as a teacher in the English classes, it will be an obvious place to start trying out some different methods of learning, which will ensure that the more shy children aren’t left out, and by supporting them get them to speak up and wanting to be both heard and seen.

Much of my daily life takes place in Vietnamese, and it can at times be difficult to cope with all the differences. Luckily the weekdays consists of many routines, so I am not so unsure anymore of, when and what is going to happen. But something I have not yet understood or gained full knowledge of is the Vietnamese culture. Why do things, work the way they do? What is the background? By getting more knowledge about the society and culture around me, I will also learn something about the kindergarten and their teaching methods, something which is very unfamiliar to us.
I wish to gain more knowledge about the Vietnamese culture, in order to learn, why things take place the way they do.
And during that process to minimise my own frustration and confusion.
The only way I can learn about Vietnamese culture is by talking to people about it and asking questions, so I will talk as much as possible with both my colleagues but also the parents from the school, when there is an opportunity to do so. By being open, curious, ask questions, observing and being willing to engage in discussions, one can learn a lot down here, and everybody is willing to both tell and show you about them.

I will have achieved my goals when:
I have been an active part in the kindergarten and the activities in connection with the kindergarten.
I have an understanding of daily routines in my class.
I have completed one or more courses with the shy children, where they will hopefully talk more and have been listened more to.
The children feel comfortable around me, and ask me for help, if they need it.
My colleagues feel comfortable around me and ask me to help, if needed.
My colleagues help me with the children instead of taking over and handling my problems for me.
My understanding about Vietnamese culture has increased.
I have build up an understanding about the practice in the kindergarten.

Institutionsbeskrivelse.

Hoa Thuy Thin børnehaven er en forholdsvis ny børnehave. Den åbnede i foråret 2001 og er derfor små 7 år gammel. Børnehaven ligger placeret i Hanois vestlige kvarter, i Cãu Giãy distriktet, ca. 7 km fra centrum.
Børnehaven ligger sådan nærmest inde i en baggård, hvor man fra vejen først skal forbi et pædagog/lærer seminarium. Børnehaven er hyggelig og meget flot. Den er vinkelformet og består af to etager, hvor der er åben ud til en stor flisebelagt legeplads. Alt omkring børnehaven virker meget børnevenligt, men stedets faciliteter, som legeredskaber og inventar virker noget medtaget. Hoa Thuy Thin børnehaven har ca. 350 børn fordelt i 11 klasser, på 3 klassetrin. Børnene bliver opdelt efter alder, hvor de yngste (3-4år) er i c-klasse. De mellemste (4-5år) er i b-klasse og endelig er de ældste (5-6år) i a-klasse. Der er ca. 35 børn i hver klasse med 2 lærere tilknyttet. Der er i alt 30 lærer i børnehaven, hvor de 4 af dem fungere som vikarer. I børnehaven er også en pedel, en sygeplejerske og et køkken med 6 køkkenmedarbejdere. Børnehaven ledes af en rektor og en viseinspektør.
Herudover er der i øjeblikket 22 studerende fra et vietnamesisk college, 6 studerende fra Danmark og så kommer der yderligere 22 studerende fra Singapore.

Forældrene betaler et månedligt beløb for deres barn. Forældre til de 3-5 årige betaler 20$ om måneden, hvilket svarer til ca. 100kr og 5-6 årige koster halvdelen nemlig 10$ om måneden. Forældrene betaler yderligere 10.000 dong om dagen til mad, hvilket ca. er 3kr. Udover det kan forældrene vælge/købe ekstra fag til deres børn, som kung fu, dans osv.

Børnehaven er det første skridt i det vietnamesiske skole system. Læringen i børnehaven og alle de aktiviteter der foregår med børnene er på baggrund af mål, der er blevet udarbejdet i børnehaven. Efter hvad jeg har forstået, bestemmer børnehaver i Vietnam selv hvad og hvordan der skal læres. Selvfølgelig ud fra enkelte mål, der er sat af regeringen og undervisningsministeriet
Der bliver i Hoa Thuy Thin taget udgangspunkt i sprog, kreativitet, social, kognitiv og fysisk indlæring. Dette gøres, ifølge rektor i børnehaven, for at det enkelte barn får den perfekte udvikling og derved bedste start på livet.

Ud fra Vietnamesisk tankegang, er planlægning vigtig. Lærerne laver i samarbejde med ledelsen en ugentlig plan. Her står præcist, hvad børnene skal lave og hvornår. F.eks. lærer børnene et nyt bogstav og et nyt tal hver uge. Aktiviteterne er planlagt nøje og hver måned er der et emne, som børnene skal lære om, f.eks. havde vi den første uge et emne om træer. Her skulle børnene tegne træer, plante frø og lærer om blade.

Nogle af målene er bl.a. at få børnene til at udvikle dygtighed inden for det, at arbejde i grupper og forberede dem til skolesystemet. I børnehaven er der meget disciplin, når der er for meget larm, klapper lærerinden 2 gange og så er der ro. Hver morgen er der morgengymnastik, hvor alle børnene skal være med. De er delt op i klasser og der er markeret hvor de skal stå i forhold til hinanden. Når de laver gymnastik starter de med at gå i takt, som soldaterne også gør. Herefter pumper en høj bas løs og så danses der ellers på bedste amerikansk cheerleader manér.
Noget der også vægtes er gruppesocialisering og ikke så meget individualisering. Meget af læringen foregår i store grupper f.eks. morgengymnastik og alle deres mange remser og digte skal siges i kor. Børnene skal arbejde i fællesskab Det er også lærerinden der bestemmer hvad børnene skal lege med og hvor længe, f.eks. når vi er på legepladsen er det lærerinden der bestemmer om børnene skal rutsje eller gynge. Og indenfor foregår ”cornerplay”, hvor børnene bliver opdelt i 4 grupper og så leger med lego, dukker, klodser eller tegner.

Børnene bliver om formiddagen delt op i to hold. Et hold bliver i klassen og lærer matematik, vietnamesisk, tegning eller engelsk. De andre går ud på legepladsen eller på biblioteket. Når børnene er færdige med det de skal lære i klassen, bytter de, så ”udeholdet” kan komme ind og få undervisning.
Det fungerer fint med denne opdeling, da det gir lidt luft, i den ellers trange klasse.

En dag i børnehaven ser således ud:

7.00-7.45:
Børnene møder ind i klasse.
I døren til klassen står en lærer og tager imod barn og evt. forældre.

7.45-8.00
Morgengymnastik.
Morgengymnastikken foregår hver eneste morgen, hvis ellers vejret er til det.

8.00-8.10
Børnene får varm mælk.
Hver morgen skal hvert barn drikke et glas varm mælk.

8.10-8.30
Aktivitet i rundkreds med remser eller digte.
Her foregår som regel historiefortælling. Enkelte gange synges der. Især synges der meget op til helligdage og lign. hvor børnene terper en sang/digt der skal læres udenad.

8.30-9.30
Første time med undervisning.
Efter at have været i børnehaven en times tid, starter første undervisning.

9.30-10.15
Børnene leger i klassen eller på legepladsen.
Børnene får tildelt en plads i et hjørne af klassen, hvor der så kan leges. Der bliver stillet 4 aktiviteter frem, som lego, tegne/skriveredskaber, dukker og klodser.

10.15-11.00
Frokost.
Børnene sætter selv borde op og henter stole. Det hedder sig at børnene har spisetid til 11.15, men den er sjældent mere en 10.45, før de første borde bliver fjernet, så sengemadrasserne kan komme på plads. De børn der så ikke er blevet færdige må stå op og spise færdig.

11.00-14.00
Sovetid.
Børnene henter selv madrasser og tæpper. Jeg ved ikke helt hvor mange af børnene der sover, for jeg er der ikke når de sover. Men jeg ved at alle børn ligger på deres madras og er stille fra 11.30 til 14.00.

14.00
Børnene bliver vækket og skal rydde deres madrasser på plads.
De første børn der er oppe, bliver sat til at rydde madrasser op på hemsen. Det er som regel de samme drenge der hygger sig med det.

14.15-14.30
Eftermiddags gymnastik.
Børnene danser/løber rundt mellem hinanden i et kvarters tid, imellem tiden får pigerne på skift sat hår af de voksne.

14.30-14.45
Eftermiddags mad.
Dette foregår som før. Børnene sætter borde og stole op. Maden er som regel risgrød og dem der ikke kan lide det, for en kop varm pulvermælk.

14.45-15.45
Anden time med undervisning.
Så er det tid til undervisning igen. Denne gang engelsk, matematik eller vietnamesisk stavning. Her er børnene delt op i to hold.

15.45-17.00
Børnene kan den sidste time selv vælge hvad de vil lege med. Det er eneste tidspunkt hvor børnene selv bestemmer.

Dagligdagen i en vietnamesisk børnehave, er nøje tilrettelagt ned til mindste detalje og sådan har det været i mange år. Der er aldrig noget slinger i strukturen, hvilket umiddelbart virker meget fornuftigt, men når man tænker på hvor meget de er igennem på et dagsprogram, kunne man godt tænke sig lidt afvigelse engang imellem.
Udeleg foregår desværre alt for sjældent. Og når vi endelig kommer ud er der max 15 min.Af yderligere aktiviteter i børnehaven er: musiklokale, gymnastiksal, kung fu/danse lokale og to små biblioteker. På udendørsarealet er masser af plads og der findes enkelte legeredskaber som gynger, rutsjebane, klatretårn og flere reb stativer til at klatre i.

Se flere billeder fra børnehaven på:

http://picasaweb.google.dk/vang4600/BillederFraBRnehaven

Velgørenhedsarbejde.

Fredag aften bliver vi ringet op og spurgt om vi vil deltage i noget halløj ude i børnehaven om lørdagen. Hvad det helt gik ud på fandt vi aldrig ud af, men det var noget med at sælge noget mad sammen med børnehavepersonalet, hvor så pengene skulle gå til noget..
Vi mødte op lørdag morgen. De andre fra personale gruppen er allerede i fuld gang med at sætte telt op. Det viser sig at alle fra skolen overfor har boder, og mest af alt ligner det et kæmpe
cirkus. Det er enormt hyggeligt og alle knokler for at blive færdig til åbning kl.14.00.
Mrs. Ha spørg om Tina og jeg kunne tænke os at stå for maden.. tja hvorfor ikk, tænker vi og klør på. Det var nu meget skægt og en lidt uvant situation vi røg i der.Da vi kommer ud fra køkkenet ca. halv elleve er der allerede godt gang i alle boderne. Og der bliver solgt alt mulig mad og drikke. Det hele sitrer og dufter skønt. Men der er ikke tid til at stoppe op og nyde det, for vi skal have vores bod i gang.

Det går noget trægt i starten, så vi må på benene og gå rundt mellem alle de unge og prøve at sælge vores mad. Det går dog ikke helt efter planen og efter 2 timer har vi kun solgt en lille smule.
Det hele ender dog med at alt bliver solgt og vi ender på et okay overskud. Så helt spildt var dagen ikke.

Turen til SaPa

Torsdag aften den 13 marts smuttede vi mod Hoan Kiem lake, hvor vi skulle mødes med vores rejseleder. Vi fik lige de sidste informationer og var så ellers klar til afgang.
Vores tog afgik 21.15 og togkupeen var bare lækker. Det blev til et par øller og så gik vi ellers til køjs. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os, så nattesøvn skulle vi have.
Små 8 timer senere ankommer vi kl. 05.30 til Lao Cai. Vejret er lummert, hvilket er et godt tegn. En mand med Tinas navn på et skilt tager imod os og ind i en bus ryger vi. Fra Lao Cai er der 38 km op ad snoede bjergveje i fantastisk smukke omgivelser til Sapa, som ligger i ca. 1.500 m højde. En køretur på ca. 1.1/2 time.

Vi ankommer til et rigtig lækkert hotel. Royal Sapa hotel. Bedst som vi tror at her vi skal tilbringe natten, kommer hotel manageren med vores guide. Han forklarer os at vi efter morgenmad vil trekke ud mod vores homestay. Vores guide hedder i øvrigt Ky. (Ki). Udover Ky, har vi også en ung fyr med der er ny og skal oplæres. Viet hedder han.
Morgenmaden bliver nydt, mens vi taler om hvad der mon kommer til at ske. Hvordan huset er og sådan. Mange tanker og sjove, skrækkelige og fantastiske ideer dukker frem.
Efter maden ryger vi ned i kælderen, hvor vi kan få et bad. Her skal vores nyindkøbte trekking tasker ligeledes låses ind. Dem for vi alligevel ikke brug for, er budskabet. Godt så.

Vi går fra hotellet kl. ca. 12.00. En skare af lokale kvinder og børn i traditionelle klædedragter, som i øvrigt er meget fascinerende venter ude foran hotellet og følger efter os da vi går. Vi var blevet ”advaret” om dette inden vi gik. De prøver at komme i kontakt med os på gebrokkent engelsk og virker meget venlige. Men vil du ikke købe af dem, skal du ikke tage kontakten op med dem.
Undervejs går vi Tina, Thuy og mig og taler om hvor langt vi mon skal gå. Der bliver ikke rigtig svaret på det når man spørg og alt virker bare fjernt. Men det er på den gode og spændende måde. det skulle senere vise sig at vi kom ud på en 15 km lang gåtur gennem rismarker, vandløb, op og ned ad skrænter og gennem forskellige små byer og minoriteter. Og grunden til at vores guider ikke fortalte om distancen var, fordi som de siger: Hvis gæster for dette afvide efter at have tilbragt hele natten i et tog, ville mange ikke klare turen. Motivationen ville være ødelagt fra starten af. Godt tænkt.
Efter mange timers gang, ankommer vi til huset hvor vi skal bo. Et hyggeligt sted, med plads til 8 gæster. Der er dog kun en gæst udover os. En engelsk pige.
Vi får lov at tage et hvil, mens guiderne forbereder aftensmad til os. Desværre vågner jeg op to timer senere med rigtig ondt i maven og må tilbringe hele aftenen i min seng. Vores ny guide Viet, som i øvrigt viser sig at være en meget klog ung mand, bringer mig et eller andet på en ske. Spis siger han. Det viser sig at være engefær rod. Det skulle tage kvalmen forklarer han og ganske rigtig. Desuden får jeg noget grøn the med hvidløg.
Senere kommer Tina også op. Hun har fået samme tur, dog med feber også. Rigtig ærgerligt, da vi havde håbet at nyde aftenen sammen med guiderne.Næste morgen og jeg stort set på toppen igen. Og det bliver endnu bedre da vi ser den udsigt vi står op til. Om aftenen da vi ankom, var det helt tåget, men nu var tågen lettet og vi var omgivet af bjerge. Helt fantastisk syn. Vores morgenmad, som bestod af pandekage og honning, blev nydt med bjergene i baggrunden.
Så var det tid til at komme tilbage. Vi havde denne gang kun 6 km, men denne gang var det noget helt andet, da man nu kunne se bjergene og alle rismarkerne. Ved et opsamlingssted bliver vi samlet op i jeep og kørt de sidste km til vores hotel.
Efter et godt måltid mad, måtte der lige strækkes lidt på lagenet. Man kunne godt mærke at man var lidt brugt. Men Sapa by skulle også ses og da vores guider var til vores rådighed 24-7, måtte vi ikke spilde noget tid. Så vi blev enige om at skulle se Cat Cat.

Cat Cat er en lille by udenfor Sapa, som franskmændene grundlagde under krigen mellem dem og vietnameserne. Undervejs fortalte vores guide om de særlige skikke og traditioner, der fylder meget i minoriteternes liv og et sted blev vi inviteret indenfor og se hvordan de lever. Meget fascinerende. Der hang tørret kød, frugt og grønsager alle steder i loftet. Og på væggen hang traditionelle musikinstrumenter som de bruger om aftenen. For enden af byen, som i øvrigt er den eneste heromkring med sten trappe, ligger et elværk, der som trapperne også blev opført af franskmændene.
En gåtur rundt om Cat Cat er på små 4 km, så godt ømme i benene traver vi mod hotellet igen. Guiderne ville enlig gerne have vist os byen om aftenen, men da vi var ret trætte valgte vi at gå tidligt i seng og være klar til at bestige Fansipan næste morgen.
Oppe tidligt og klar til afgang. Vi skulle af sted med bus det første stykke op til bjergets fod. Det var noget af en spændende tur. Men det var vejen der udgjorde alt det spændende. Der var nemlig nogle gevaldige huller, som bussen sagtens kunne ligge i hvis det var. Selve vejret var ikke for godt. Fuldstændig overskyet, så vi kunne ikke se fansipan. Lidt ærgerligt. Men vi fik samlet vores gruppe og kom af sted. De næste mange timer gik det frem og op. Gennem vandløb og små stier, formet af de lokale bjergfolk der tog denne tur hverdag. Efter nogle timers gang, stopper vi i en lysning får at spise. Vi har en porter med, som bærer alt vores proviant. Han begynder nu at forberede mad til os. Og i det samme bryder solen gennem skyerne. Nu kan man virkelig mærke at man er væk fra Hanois ulækre og forurenede gader. Det er en skøn fornemmelse at sidde der i solen med fuglene som det eneste der bryder stilheden.

Efter lidt spise kommer vi på benene igen og rykker videre. Vi skal dybere ind i skoven, hvor der skulle ligge et lille hus eller noget der ligner i hvert fald. Alt her er enormt fascinerende og faktisk meget svært at beskrive. Samtidig med at der kigges hvor man træder, bliver man nødt til at kigge på alt det omkring en. Og Viet der lige har afsluttet sin militære universitetsuddannelse, ved alt om træerne, blomsterne og urterne der er her i ingenmandsland. Det bliver til mange gode fortællinger og det hjælper på kræfterne, der nemlig for længst er sluppet op. Men efter små 7 timers vandring op og ned af skrænter, gennem vandløb og bambusskov, dukker en lille hytte op lige ned til en lille flod. Rygsækken ryger af og så er det tid til at nyde det. Nede ved floden på en sten sidder en amerikaner ved navn Jim og skriver dagbog. Jeg hører at han dagen inden var på toppen af Fansipan, så jeg går ned og får en sludder om hvordan og hvorledes. Jim er en rigtig hyggelig mand i slutningen af 40erne og vi får nogle gode snakke.
Om aftenen i bålets skær spiser vi alle sammen. Vores guider og portere har klargjort et ordentligt måltid mad. Rigtig lækkert. Og efter maden skal de første 7 timers trekking fejres. Det bliver de med ”happy water”, som er noget hjemmebrændt risvin. Enormt stærkt, så der bliver hurtig gang i sang og dans om bålet. Rigtig hyggeligt.Næste dag kl.06.30 bliver vi alle vækket. Det har været lidt en hård nat. Vi lå meget tæt i det lille skur og med kun en bambusmåtte under sig, var det til tider lidt koldt. Men alle er klar og har friske ben, hvilket jo i hvert fald er det vigtigste. Herfra lejren er der ca. 4 timers klatring op til Fansipan.
Det er stejlt og glat og nu ved man pludselig hvad det var man skrev under på, angående ”på eget ansvar”. Men ikke desto mindre er det en fantastisk udsigt efterhånden som man kommer længere og længere op. Mange steder er det de krogede træers rødder man klatrer op af og andre steder direkte klippevæg. Denne her tur op til toppen er virkelig noget der trækker tænder ud. Og flere gange tænker jeg at det ikke går. Da vi når 2800 meters højde, er det som om ilten slipper op. Heldigvis har vi god tid, så det bliver til nogle gode pauser. Og de bliver nydt i fulde drag. Det er så flot at kigge ud over bjergene. Vi skulle over 3 bjergtoppe og hver gang havde vi tid til at stå og nyde synet. Det er helt fantastisk at se hvordan tågen ruller ud og ind mellem bjergene. Efter 4.1/2 time når vi toppen. Og det var lige da vi så toppen noget skuffende. Det var i mellemtiden blevet helt overskyet og meget koldt.
Jeg vil skyde på at temperaturen er faldet til 5-7 grader og det blæste rimelig vildt deroppe. Men ikke desto mindre havde vi klaret turen til toppen af Fansipan 3143 meter oppe og det skulle nydes. Vi fik taget en masse billeder og spist en fortjent gang mad. Kroppen var på dette tidspunkt helt top, så de sandwich vi fik, var guld værd. Nå, men når man nu står her i 3000 meters højde og den lejr vi skal bo i ligger i 2030m og 10 km væk, så blev vi nødt til at vende næsen den anden vej og starte de kolde ben op igen. Efter små 30 min kommer vi under skydækket og solen bryder frem igen. Lidt ærgerligt at den ikke lige kunne have gjort det mens vi stod deroppe.

Små 3 timer senere og en masse gode billeder rigere, når vi den lejr vi skal bo i. aldrig i mit liv ha jeg været så glad for en cola, som den jeg fik serveret af de flinke lokale der ejede stedet hvor vi skulle overnatte. Mine ben rystede under mig, men det var en fed fornemmelse og den vil altid være der. Vi gjorde vores sovepladser klar og udenfor begyndte de at forberede mad til os. Det blev en lige så hyggelig aften som dagen før, med sang om bålet.
3. og sidste dag havde vi ”kun” lige de sidste 6 km tilbage til opsamlingsstedet og de blev overstået med højt humør. Nu var det slut og hotelværelset med sine bløde senge ventede forude.
Samme aften spiste vi 3, Thuy, Tina og mig på en rigtig lækker restaurant, med t-bone steak, rødvin og masser af stearinlys. Hele Sapa by lå nemlig sort hen, da strømmen var røget i hele byen. Heldigvis for os kører alt køkken her på gas, så det fungerede og det var rigtig hyggeligt. Senere mødtes vi med vores guider i Sapa natteliv, hvor også hotellets manager en ung israelsk fyr ved navn Ethan var med. Vi fik spillet lidt billard, smagt Sapa delikater på aften markedet og drukket en masse ”Happy water”. Det endte med at vi var samen med alle guiderne på en lille cafe, inden vi trætte og færdige gik i seng.
Onsdag morgen tjekkede vi ud og kørte tilbage til Lao Cai hvor vi kørte med toget tilbage til Hanoi. 6 fantastiske dage var vel overstået..

Se flere billeder på:http://picasaweb.google.dk/vang4600/SapaHomestayFansipan

Lidt info om Sapa

I dalene omkring Sapa bor der 5 forskellige stammefolk, hver med deres sprog og kultur. Man kan kende forskel på stammerne ved at kigge på kvindernes hovedbeklædning. De har forskellige farver alt efter hvor de hører til. De mest iøjefaldende er Flower Hmong minoriteten. Som også deres navn indikere, er deres hovedbeklædning meget farverig. De går stadigvæk i traditionelle klædedragter og ernærer sig primært ved risdyrkning og husdyrhold. I Sapa ses de forskellige folkeslag sælge husflidsprodukter på markedet og på gaden. I Sapa er der mulighed for at besøge det lokale marked eller gå en tur op til Ham Rong Mountain, en lille botanisk have med en fantastisk udsigt over Sapa, Hoan Lien bjergkæden, selve Sapa dalen og ikke mindst Fansipan. Området omkring Sapa er primært beboet af Red Dao minoriteten, som i 17-1800 tallet emigrerede fra Kina til Vietnam. De er repræsenteret med sorte runde hovedbeklædninger.