Filippinerne med familien

Min tur til filippinerne startede fredag morgen den 25-4. Jeg skulle være i lufthavnen kl.10.00 og flyve en time senere. Det var lidt en mærkelig følelse, men nu er det også første gang jeg flyver/rejser på egen hånd. Turen til Saigon (HCMC) har jeg prøvet før, så den gik smertefrit. Men da jeg stod i Saigon og skulle checke in til Manila, var det som da jeg skulle forlade Danmark. Pludselig snakkede alle omkring mig et sprog jeg ikke forstod. Ikke at jeg forstår vietnamesisk overhovedet, men det er ligesom blevet en del af mig. Nu virkede alt fjernt og ukendt. Nå, mine 2 timers ventetid gik på at skrive lidt blog og dulme nerverne med et par fadøl. Heldigvis kommer jeg til at sidde ved siden af en ung fyr i flyet og den søde kvinde i check in havde givet mig en plads ved nødudgangen med god benplads. Fyren ved min side hedder Miguel og bor i Manila. Han fortæller mig hvor jeg kan finde et hotel og hvor jeg kan finde andre udlændinge i Manila, hvis jeg fik lyst til at gå ud. Han forklarer ligeledes lidt om priser på taxa, cykeltaxa og hestevogn. På filippinerne bruger de Peso, så der var også lige en ny kurs at skulle vænne sig til. 100 dkr. svarer til 900 peso.

Da vi lander i Manila viser Miguel mig vej til hotel bookingen og jeg takker mange gange. Jeg finder et 3 stjernet hotel der ligger tæt på centrum og ikke så langt fra lufthavnen. Det koster 2000 peso pr. nat, hvilket var lidt mere en jeg havde regnet med at skulle bruge, men eftersom det efterhånden var sent, så skulle jeg bare have noget. Det viste sig at være rigtig lækkert. Først blev jeg hentet af en stor bil fra hotellet og senere viste hotellet sig at ligge perfekt. Lige ned til bar/restaurant gaden.
Jeg var godt træt i hovedet efter turen fra Hanoi, men skulle finde noget aftensmad, så jeg bevægede mig ud i Manilas aften liv. Ikke engang 10 meter fra hotellet støder jeg på den første tigger og sådan blev det ellers ved. Der er fandme mange af dem her på filippinerne, hold da op. Jeg finder et lille hyggeligt sted og slår mig ned i en gang spaghetti med pesto og kylling.
Lørdag morgen vågner jeg kl. 9 og tager ud for at finde et sted at spise. 100m nede af gaden møder jeg to fyre der står med en hestevogn. De spørg om de skal vise mig rundt i byen. Jeg takker først nej og går, men tænker at det måske var en meget fed måde at se byen på første gang. Jeg går tilbage og mændene lyser op. De viser sig at spille skøre sigøjnere hvilket er ret skægt. De griner højlydt hele tiden og virker enlig mest som om de lige har tømt tequila flaske nummer to. Min første fejl i Manila skulle komme her. Jeg glemte nemlig at aftale pris med dem. Hvilket jeg ifølge Miguel altid skulle gøre. Hovsa. Nå, men mændene viser mig rundt i ca. en time og kræver herefter 5000 peso for herligheden. Hmm, hvad gør man nu. Jeg spiller på at vide noget om prisen og siger nej nej kære venner, i kan få 1000. de bliver lidt små mopset og efter lidt snakken frem og tilbage bliver vi enige om 2000 peso, hvilket nok er 3 gange for meget, men okay det var en fin og morsom tur. På køreturen passerede vi en skydebane, så jeg bliver enig med mig selv om at tage derind og se hvad de har. Det viser sig at være gamle politi våben. Pistoler, en colt og en magnum 45, uzi og pumpgun. Alle skal selvfølgelig prøves. Hvilket ikke var helt billigt, men en fed oplevelse. Lørdag aften blev lidt noget andet en jeg havde regnet med. Nede foran mit hotel ligger en lille hyggelig bar med live musik. Den bliver jeg enige med mig selv om at se nærmere på. Nede på baren støder jeg på et par, hvor fyren Kim, er dansk. Han kæreste Mary, som er fra filippinerne snakker ligeledes dansk, så jeg slår mig ned med dem. Efter nogle drinks tager vi ud og ser Manilas natteliv. Det blev til en ret sjov tur, hvor vi blandt andet var på Hobbit Bar. Det var noget af en oplevelse. Alle der arbejdede på stedet var dværge. Efter en gang karaoke, tog vi videre ud og dansede til den lyse morgen.
Søndag morgen tjekker jeg ud og tager ind mod lufthavnen for at møde mine forældre. Det var ikke lige så nemt, da lufthavnen er pænt stor og en telefonsamtale med min far gjorde det hele meget forvirrende. Langt om længe og et par løbeture frem og tilbage, finder jeg dem endelig. Det var skønt at se familien igen. Efter 2 ½ times kørsel og det samme i båd lander vi på Coco beach.
Da vi ankommer til stranden er det blevet mørkt, men vi kommer i land og bliver vist op til restauranten, hvor vi bliver mødt af glade mennesker der klær os i halskæder og stikker os en velkomsdrink.

Vi får udleveret vores nøgler og vist op til vores hytter. Det er virkelig imponerende. Som et stort paradis, toner den ene hytte sig op efter den anden. Det er godt nok et fantastisk sted og jeg glæder mig til 4 dage på langs ved poolen.
Coco beach kan kun anbefales til alle der nyder at lave ingenting, være omgivet af rare, herlige, sjove og skøre mennesker. Det har været nogle utrolige dage. Vi har dykket, sejlet med jetski og gået øen tynd. Det er ikke sidste gang jeg er på dette sted.
Nu er jeg tilbage i Manila. Har endnu engang sagt på gensyn til familien og rejser tilbage til Vietnam i morgen. Det har været skønt og jeg ville ikke bytte det for noget andet i verden.
Tak for en uforglemmelig rejse mor, far, Thomas, Tobias og Sebastian!

Se flere billeder på: http://picasaweb.google.dk/vang4600/Fillippinerne