Workshop i børnehaven

Onsdag blev det vores tur til at lave workshop. Efter at havde hørt Thuy og Lotte lave det tirsdag, følte vi os klar. Pigerne havde virkelig været seje, så jeg mente ikke det ville blive noget problem.
Alt skulle spille den dag og børnehaven havde virkelig gjort deres for det. De havde fået lavet et stort skilt med vores emner for dagen og hvem vi repræsenterede. Til workshoppen var Lars (koordinator fra Roskilde pædagog seminarium) samt Thue og Morten fra CVUSJ, kommet til Vietnam for at lave nogle projekter og se vores workshop. Der var også børnehavens inspektør, vice-inspektør, Ledere fra diverse børnehaver i Hanoi, Headmaster fra Universitetet og vores lærere.
Lige inden vi skulle på, kom 10-15 børn ind i lokalet. De skulle synge en sang for os. Det var simpelthen så sødt. Og da de på skift stillede sig frem og præsenterede os, fik jeg squ lige en klump i halsen. Det var Ha Ling fra min klasse der præsenterede mig. Efter denne dansede vi en dans sammen med børnene.

Første halvdel af workshoppen valgte vi at bruge på anerkendelse og gode forventninger til børnene. Vi valgte anerkendelse fordi, ud fra vores observationer har vi ikke kunne finde eller se meget anerkendelse til børnene. Når lærere henvender sig til børnene står de op og kigger ned til dem. Når de skal have ro i klassen, klapper de to gange i hænderne og børnene råber i kor - "keep silent"!!!Vi ville med anerkendelse få lærerne til, at få en viden omkring hvor vigtigt det er for børnene at de bliver set og hørt. Og at man henvender sig til det enkelte barn. Vi lavede derfor et skuespil, hvor vi tydeligt viste hvordan man anerkender og ikke anerkender børn. Dette gjorde vi med den overbevisning om, at det er nemmere, at forstå hvad vi snakkede om, hvis de kan se det med deres egne øjne. Dette tog de meget positivt og kunne sagtens forstå det.

Efter anerkendelse snakkede vi om forventninger, motivation og fejl. Lærerne har meget store forventninger til børnene og hvis børnene laver en fejl eller ikke lever op til det lærerne synes er godt, bliver de ignoreret. Derfor valgte vi også at snakke om motivation. Da vi mener at det er vigtigt at motivere børnene og at børn ikke skal ignoreres når de svarer forkert. Her mener vi at lærerne skal træde ind og hjælpe med at finde det rigtige svar, i stedet for at ryste på hovedet.
Vi fremlagde dette ved, at få lærerne til at skrive ned på kort hvad de synes børnene var/er gode til og hvad de synes motivere børnene, dette gjorde vi med den overbevisning om at hvis de får det skrevet ned og sat op på en tavle og vi snakker ud fra det, er det nemmere for dem at forstå meningen med det. Vi havde også hjemmefra skrevet på nogle kort hvad vi synes børnene er gode til og hvad vi synes motivere børn, dette gjorde vi så de kunne se hvad vi fra Danmark vægter højt hos børn. Det lærerne synes børnene var gode til, var at de kunne sidde stille, observere, høre efter, kommunikere, danse, morgen gymnastik. Vi synes at børnene er gode til at høre efter, altid glade og de er skrappe til at sætte sko rigtig på plads osv.
Til sidst kom vi kort ind på at børnene skal bruge deres sanser når de skal lære. Vi mener at det er vigtigt at børn bruger deres sanser og derfor lærer. Vi mener at det er svært at få en forståelse af noget, hvis det kun bliver fortalt af en lærer. Vi fremviste dette ved at jeg fortalte om kartoffelmel leg, hvordan kartoffelmel føles, ser ud og hvordan man kan lege med det. Dette havde lærerne svært ved at forstå, derefter kom de op til mig hvor de fik lov til at lege med det, og derigennem kunne de få forståelsen af hvor vigtigt det er for børn at de bruger deres sanser når de skal lære. Alle lærerinderne var helt vilde med vores kartoffelmel som vi havde fået Lars til at tage med til Vietnam. De alle synes det var sjovt at lege med, så det var en kæmpe succes.
(På billedet er det mig og min lærer, der efter workshoppen sammen med de andre nyder en god middag).
Nu glæder jeg mig bare til at se hvordan de næste par uger vil foregå og om noget af det vi har haft fremme kan blive brugt i praksis.

Se flere billeder på: http://picasaweb.google.dk/vang4600/Workshop1

Besøg på Cat Lihn skole.

Tina, Thuy og jeg har haft en dansk vietnameser boende i vores hus de sidste 14 dage. Det har været rigtig hyggeligt. Quang er rigtig flink og meget hjælpsom. Quang er også i praktik, han er lærerstuderende i DK og skulle i praktik i Vietnam i 14 dage.
Tina, Anine og jeg fik derfor den mulighed at komme på besøg på den skole hvor han arbejder. Det var en hel speciel oplevelse.
Da vi ankom til skolen, sad vi først og drak lidt kaffe med inspktøren, mens han fortalte hvordan og hvorledes skolen hang sammen. Bagefter fik lov til at overvære to gange engelsk undervisning. Det var rigtig spændende at få en indsigt i hvordan skolesystemet er skruet sammen i Vietnam. Også meget rart at se hvad det er vi sender vores børnehave børn ud til. I hver klasse er der mellem 45-50 elever. Der var en hel utrolig ro i klassen, selvom der var så mange elever og da vi trådte ind af døren rejste alle sig og sagde et eller andet i kor til os.
Under anden time bad elever os om at stille os op til tavlen, hvor de så kunne spørge os om spørgsmål. Det var nu meget sjovt og mange af dem snakkede flot engelsk.

Gaver til børnene fra Dk.

De penge vi samlede ind på seminariet inden afrejsen er nu blevet afsat for mit vedkommende. Vi delte pengene op imellem os og det blev til lidt over 200 kr.
Det kommer man rigtig langt med hernede, og endnu længere hvis man er vietnameser. Det var i hvert fald min tankegang, så de 150 kr. af pengene gav jeg til mine lærere, som så kunne købe legetøj til børnene. De sidste 50 kr. har jeg brugt til fingermaling, modellervoks, biler, træplader til at male på og 25 sæbeboble dimser.
De 150 kr. er mest gået til pigerne der ikke har så meget. Det er blevet til køkkenudstyr, læge tøj samt udstyr, dukker plus tøj, farver, pensler og karton.
Tusind tak til alle jer studerende på Roskilde seminarium der lagde penge til dette formål.

Udover dette sponserede lego a/s i Danmark 7 kilo lego. Det blev delt op imellem os studerende og jeg delte ud i min klasse i går. Det blev ligesom med legetøjet til jubel scener af stor grad og den næste time gik meget koncentreret med bygning af de nye ting. Efterfølgende viste børnene stolte deres byggerier og jeg kunne knipse et par billeder til Lego a/s.
Min klasse fik: Greator, starwars og citylego.

Herfra et tusind tak til Lego a/s for donationen.

Se flere billeder på: http://picasaweb.google.dk/vang4600/BRnFRGaverFraLego

og: http://picasaweb.google.dk/vang4600/BRneneFRDeresGaver

Målformulering - Goals

Jeg vil selvfølgelig prøve at være så synlig i min klasse som overhovedet mulig. Prøve at hjælpe børnene, så de vil/kan/tør komme til mig.
Jeg ønsker hurtigst mulig at blive en del af børnenes hverdag. Jeg ved at det bliver og er rigtig svært, da leg ikke kommer til at foregå som hjemme i Dk hvor man kan snakke om tingene. Men børn er jo fantastiske, så man kommer langt bare med leg.

Min kommunikation mellem børnene/lærerne og mig er yderst vanskelig på grund af sprog vanskeligheder mellem os.
Ligeledes sker der hver dag en masse små fejl informationer, som ikke altid er lige nemme at rette op på igen.
Jeg ønsker derfor at blive bedre til at kommunikere med personalet og f.eks. få dem til at hjælpe, når børnene vil mig noget, i stedet for bare at klare det for mig.
Jeg ønsker ligeledes at få etableret en måde hvorpå jeg kan kommunikere med børnene. F.eks. gennem kropssprog.
Jeg vil også forsøge at udvikle mit nonverbale sprog, så jeg på den måde kan hjælpe børnene, når de har brug for det og omvendt.

Hver dag sker der misforståelser fordi personalet siger ja til en besked fra mig, hvor det så viser sig at de slet ikke aner hvad jeg har snakket om.
Det er vigtigt for mig at personalet er trygt ved mig, for det vil være den eneste måde hvorpå de vil være ærlige og bede mig gentage, hvis de ikke forstår.
Jeg vil derfor gøre mit bedste for at vores relationer bliver så trygge og stabile som muligt, så vi kan stole på og hjælpe hinanden til fælles forståelse.
Dette skal udvikles ved daglig snak, dele meninger, fortælle om det derhjemme og vise nysgerrighed omkring dem og deres liv.

I klassen har vi et par stille elever. De får som regel ikke sagt så meget i klassen, når vi har undervisning og bliver som regel glemt i mængden. Det er kun når vi har spørgerunde, de får sagt noget og der er det som regel så lavt at ingen kan høre det.
Jeg vil prøve at skaffe mere tid eller plads til disse elever, så de kan komme mere på banen og få lidt mere selvtillid. Måske få lidt ”specielundervisning” hvor de andre elever ikke deltager.
Da jeg selv er startet som underviser på engelskholdet, kan jeg her prøve som start at få gennemført en anderledes form for læring, så de stille elever ikke bliver glemt. Og med støtte få dem til at snakke højere og motivere dem til at ville blive hørt og set

Meget af min dagligdag foregår på vietnamesisk og kan derfor være ret svær at overskue. Heldigvis er meget af dagligdagen den samme, så jeg ved efterhånden hvad og hvornår tingene skal ske. Noget jeg dog ikke er inde i endnu, er den vietnamesiske kultur. Hvorfor foregår tingene som de gør?
Det handler også om at få kendskab til børnehavens måde at lærer/undervise børn på. Noget vi jo ikke bruger derhjemme.
Jeg ønsker at få kendskab til den vietnamesiske kultur, for på den måde at blive klogere på hvorfor tingene sker som de gør.
Og ved at få endnu mere forståelse af dagligdagen og få klarlagt hvad der sker omkring, vil gøre at jeg er mindre frustreret og forvirret.
Jeg kan kun blive klogere på den vietnamesiske kultur ved at snakke med folk om den. Det vil jeg så vidt muligt gøre med mine kollegaer, men også med forældre og hvor der ellers er mulighed for det. Ved at være nysgerrig, spørgende, diskuterende og observerende kommer man rigtig langt hernede og alle er villige til at fortælle og vise.

Mine mål er nået når:

Jeg har været en aktiv del af børnehaven og aktiviteterne.
Jeg har fået en forståelse af dagligdagen i min klasse.
Jeg har fået gennemført et eller flere undervisningsforløb med de stille elever, hvor de forhåbentlig har fået snakket og er blevet hørt mere.
Børnene er trygge ved mig og bruger mig hvis der er noget.
Mine kollegaer er trygge og bruger mig hvis der er noget.
Mine kollegaer hjælper mig med børnene og ikke klarer mine problemer for mig.
Min forståelse for og omkring vietnamesisk kultur er blevet bedre.
Jeg har opbygget en forståelse omkring børnehavens måde at gøre tingene på og mine kollegaers måde at undervise og agere på i dagligdagen.

Goals
I will naturally try to be as visible and clear in my class as possible, in order to help the children want to and to dare to approach me.
I would like to become a natural part of the children’s’ every day life as quickly as possible. I do realise that this is and will continue to be a difficult challenge, since we do not have a common language, we can use to communicate with, when we play games. But children are amazing at non-verbal communication, so just by playing with them you can come a long way.

My communication between me and both the teachers and children are extremely difficult, because of the language barriers between us, and a lot of small misunderstandings happen everyday, and some of them are not always easy to correct.
I want to become better at communicating with my colleagues, so that they might teach me/help me how to deal with situations with the children, instead of just overtaking the situation.
I would also like to establish a way of communicating with the children independently for instance with body language.
I will try to develop my own non-verbal skills, so that I can help the children, or even get them to help me.

Everyday I experience misunderstandings between my colleagues and myself, because they often say “yes”, but then it turns out later that they have no idea, what I have been saying.
It is important to me that my colleagues feel comfortable around me, because unless they do, they won’t feel secure enough to ask me to repeat, if they don’t understand me.
Therefore I will try to do my best to develop comfortable and stable relations as possible, so that we have trust in each other and can help each other gain a common understanding.
I will try to develop this by daily talks, sharing of opinions, telling about my life in Denmark and being curious and taking an interest in my colleagues and their lives.

In the class we have a couple of shy and timid children. They don’t normally speak up in class during lessons and are often lost in the crowd. Only when we have circle time, will they say a little, but in such a low tone of voice that it is very difficult to hear.
I will try to create more time and more space for these children, so that they can gain some more self-confidence, maybe by arranging some “special tutoring”, where the other children are not part of it.
Since I am working as a teacher in the English classes, it will be an obvious place to start trying out some different methods of learning, which will ensure that the more shy children aren’t left out, and by supporting them get them to speak up and wanting to be both heard and seen.

Much of my daily life takes place in Vietnamese, and it can at times be difficult to cope with all the differences. Luckily the weekdays consists of many routines, so I am not so unsure anymore of, when and what is going to happen. But something I have not yet understood or gained full knowledge of is the Vietnamese culture. Why do things, work the way they do? What is the background? By getting more knowledge about the society and culture around me, I will also learn something about the kindergarten and their teaching methods, something which is very unfamiliar to us.
I wish to gain more knowledge about the Vietnamese culture, in order to learn, why things take place the way they do.
And during that process to minimise my own frustration and confusion.
The only way I can learn about Vietnamese culture is by talking to people about it and asking questions, so I will talk as much as possible with both my colleagues but also the parents from the school, when there is an opportunity to do so. By being open, curious, ask questions, observing and being willing to engage in discussions, one can learn a lot down here, and everybody is willing to both tell and show you about them.

I will have achieved my goals when:
I have been an active part in the kindergarten and the activities in connection with the kindergarten.
I have an understanding of daily routines in my class.
I have completed one or more courses with the shy children, where they will hopefully talk more and have been listened more to.
The children feel comfortable around me, and ask me for help, if they need it.
My colleagues feel comfortable around me and ask me to help, if needed.
My colleagues help me with the children instead of taking over and handling my problems for me.
My understanding about Vietnamese culture has increased.
I have build up an understanding about the practice in the kindergarten.

Institutionsbeskrivelse.

Hoa Thuy Thin børnehaven er en forholdsvis ny børnehave. Den åbnede i foråret 2001 og er derfor små 7 år gammel. Børnehaven ligger placeret i Hanois vestlige kvarter, i Cãu Giãy distriktet, ca. 7 km fra centrum.
Børnehaven ligger sådan nærmest inde i en baggård, hvor man fra vejen først skal forbi et pædagog/lærer seminarium. Børnehaven er hyggelig og meget flot. Den er vinkelformet og består af to etager, hvor der er åben ud til en stor flisebelagt legeplads. Alt omkring børnehaven virker meget børnevenligt, men stedets faciliteter, som legeredskaber og inventar virker noget medtaget. Hoa Thuy Thin børnehaven har ca. 350 børn fordelt i 11 klasser, på 3 klassetrin. Børnene bliver opdelt efter alder, hvor de yngste (3-4år) er i c-klasse. De mellemste (4-5år) er i b-klasse og endelig er de ældste (5-6år) i a-klasse. Der er ca. 35 børn i hver klasse med 2 lærere tilknyttet. Der er i alt 30 lærer i børnehaven, hvor de 4 af dem fungere som vikarer. I børnehaven er også en pedel, en sygeplejerske og et køkken med 6 køkkenmedarbejdere. Børnehaven ledes af en rektor og en viseinspektør.
Herudover er der i øjeblikket 22 studerende fra et vietnamesisk college, 6 studerende fra Danmark og så kommer der yderligere 22 studerende fra Singapore.

Forældrene betaler et månedligt beløb for deres barn. Forældre til de 3-5 årige betaler 20$ om måneden, hvilket svarer til ca. 100kr og 5-6 årige koster halvdelen nemlig 10$ om måneden. Forældrene betaler yderligere 10.000 dong om dagen til mad, hvilket ca. er 3kr. Udover det kan forældrene vælge/købe ekstra fag til deres børn, som kung fu, dans osv.

Børnehaven er det første skridt i det vietnamesiske skole system. Læringen i børnehaven og alle de aktiviteter der foregår med børnene er på baggrund af mål, der er blevet udarbejdet i børnehaven. Efter hvad jeg har forstået, bestemmer børnehaver i Vietnam selv hvad og hvordan der skal læres. Selvfølgelig ud fra enkelte mål, der er sat af regeringen og undervisningsministeriet
Der bliver i Hoa Thuy Thin taget udgangspunkt i sprog, kreativitet, social, kognitiv og fysisk indlæring. Dette gøres, ifølge rektor i børnehaven, for at det enkelte barn får den perfekte udvikling og derved bedste start på livet.

Ud fra Vietnamesisk tankegang, er planlægning vigtig. Lærerne laver i samarbejde med ledelsen en ugentlig plan. Her står præcist, hvad børnene skal lave og hvornår. F.eks. lærer børnene et nyt bogstav og et nyt tal hver uge. Aktiviteterne er planlagt nøje og hver måned er der et emne, som børnene skal lære om, f.eks. havde vi den første uge et emne om træer. Her skulle børnene tegne træer, plante frø og lærer om blade.

Nogle af målene er bl.a. at få børnene til at udvikle dygtighed inden for det, at arbejde i grupper og forberede dem til skolesystemet. I børnehaven er der meget disciplin, når der er for meget larm, klapper lærerinden 2 gange og så er der ro. Hver morgen er der morgengymnastik, hvor alle børnene skal være med. De er delt op i klasser og der er markeret hvor de skal stå i forhold til hinanden. Når de laver gymnastik starter de med at gå i takt, som soldaterne også gør. Herefter pumper en høj bas løs og så danses der ellers på bedste amerikansk cheerleader manér.
Noget der også vægtes er gruppesocialisering og ikke så meget individualisering. Meget af læringen foregår i store grupper f.eks. morgengymnastik og alle deres mange remser og digte skal siges i kor. Børnene skal arbejde i fællesskab Det er også lærerinden der bestemmer hvad børnene skal lege med og hvor længe, f.eks. når vi er på legepladsen er det lærerinden der bestemmer om børnene skal rutsje eller gynge. Og indenfor foregår ”cornerplay”, hvor børnene bliver opdelt i 4 grupper og så leger med lego, dukker, klodser eller tegner.

Børnene bliver om formiddagen delt op i to hold. Et hold bliver i klassen og lærer matematik, vietnamesisk, tegning eller engelsk. De andre går ud på legepladsen eller på biblioteket. Når børnene er færdige med det de skal lære i klassen, bytter de, så ”udeholdet” kan komme ind og få undervisning.
Det fungerer fint med denne opdeling, da det gir lidt luft, i den ellers trange klasse.

En dag i børnehaven ser således ud:

7.00-7.45:
Børnene møder ind i klasse.
I døren til klassen står en lærer og tager imod barn og evt. forældre.

7.45-8.00
Morgengymnastik.
Morgengymnastikken foregår hver eneste morgen, hvis ellers vejret er til det.

8.00-8.10
Børnene får varm mælk.
Hver morgen skal hvert barn drikke et glas varm mælk.

8.10-8.30
Aktivitet i rundkreds med remser eller digte.
Her foregår som regel historiefortælling. Enkelte gange synges der. Især synges der meget op til helligdage og lign. hvor børnene terper en sang/digt der skal læres udenad.

8.30-9.30
Første time med undervisning.
Efter at have været i børnehaven en times tid, starter første undervisning.

9.30-10.15
Børnene leger i klassen eller på legepladsen.
Børnene får tildelt en plads i et hjørne af klassen, hvor der så kan leges. Der bliver stillet 4 aktiviteter frem, som lego, tegne/skriveredskaber, dukker og klodser.

10.15-11.00
Frokost.
Børnene sætter selv borde op og henter stole. Det hedder sig at børnene har spisetid til 11.15, men den er sjældent mere en 10.45, før de første borde bliver fjernet, så sengemadrasserne kan komme på plads. De børn der så ikke er blevet færdige må stå op og spise færdig.

11.00-14.00
Sovetid.
Børnene henter selv madrasser og tæpper. Jeg ved ikke helt hvor mange af børnene der sover, for jeg er der ikke når de sover. Men jeg ved at alle børn ligger på deres madras og er stille fra 11.30 til 14.00.

14.00
Børnene bliver vækket og skal rydde deres madrasser på plads.
De første børn der er oppe, bliver sat til at rydde madrasser op på hemsen. Det er som regel de samme drenge der hygger sig med det.

14.15-14.30
Eftermiddags gymnastik.
Børnene danser/løber rundt mellem hinanden i et kvarters tid, imellem tiden får pigerne på skift sat hår af de voksne.

14.30-14.45
Eftermiddags mad.
Dette foregår som før. Børnene sætter borde og stole op. Maden er som regel risgrød og dem der ikke kan lide det, for en kop varm pulvermælk.

14.45-15.45
Anden time med undervisning.
Så er det tid til undervisning igen. Denne gang engelsk, matematik eller vietnamesisk stavning. Her er børnene delt op i to hold.

15.45-17.00
Børnene kan den sidste time selv vælge hvad de vil lege med. Det er eneste tidspunkt hvor børnene selv bestemmer.

Dagligdagen i en vietnamesisk børnehave, er nøje tilrettelagt ned til mindste detalje og sådan har det været i mange år. Der er aldrig noget slinger i strukturen, hvilket umiddelbart virker meget fornuftigt, men når man tænker på hvor meget de er igennem på et dagsprogram, kunne man godt tænke sig lidt afvigelse engang imellem.
Udeleg foregår desværre alt for sjældent. Og når vi endelig kommer ud er der max 15 min.Af yderligere aktiviteter i børnehaven er: musiklokale, gymnastiksal, kung fu/danse lokale og to små biblioteker. På udendørsarealet er masser af plads og der findes enkelte legeredskaber som gynger, rutsjebane, klatretårn og flere reb stativer til at klatre i.

Se flere billeder fra børnehaven på:

http://picasaweb.google.dk/vang4600/BillederFraBRnehaven

Velgørenhedsarbejde.

Fredag aften bliver vi ringet op og spurgt om vi vil deltage i noget halløj ude i børnehaven om lørdagen. Hvad det helt gik ud på fandt vi aldrig ud af, men det var noget med at sælge noget mad sammen med børnehavepersonalet, hvor så pengene skulle gå til noget..
Vi mødte op lørdag morgen. De andre fra personale gruppen er allerede i fuld gang med at sætte telt op. Det viser sig at alle fra skolen overfor har boder, og mest af alt ligner det et kæmpe
cirkus. Det er enormt hyggeligt og alle knokler for at blive færdig til åbning kl.14.00.
Mrs. Ha spørg om Tina og jeg kunne tænke os at stå for maden.. tja hvorfor ikk, tænker vi og klør på. Det var nu meget skægt og en lidt uvant situation vi røg i der.Da vi kommer ud fra køkkenet ca. halv elleve er der allerede godt gang i alle boderne. Og der bliver solgt alt mulig mad og drikke. Det hele sitrer og dufter skønt. Men der er ikke tid til at stoppe op og nyde det, for vi skal have vores bod i gang.

Det går noget trægt i starten, så vi må på benene og gå rundt mellem alle de unge og prøve at sælge vores mad. Det går dog ikke helt efter planen og efter 2 timer har vi kun solgt en lille smule.
Det hele ender dog med at alt bliver solgt og vi ender på et okay overskud. Så helt spildt var dagen ikke.

Turen til SaPa

Torsdag aften den 13 marts smuttede vi mod Hoan Kiem lake, hvor vi skulle mødes med vores rejseleder. Vi fik lige de sidste informationer og var så ellers klar til afgang.
Vores tog afgik 21.15 og togkupeen var bare lækker. Det blev til et par øller og så gik vi ellers til køjs. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os, så nattesøvn skulle vi have.
Små 8 timer senere ankommer vi kl. 05.30 til Lao Cai. Vejret er lummert, hvilket er et godt tegn. En mand med Tinas navn på et skilt tager imod os og ind i en bus ryger vi. Fra Lao Cai er der 38 km op ad snoede bjergveje i fantastisk smukke omgivelser til Sapa, som ligger i ca. 1.500 m højde. En køretur på ca. 1.1/2 time.

Vi ankommer til et rigtig lækkert hotel. Royal Sapa hotel. Bedst som vi tror at her vi skal tilbringe natten, kommer hotel manageren med vores guide. Han forklarer os at vi efter morgenmad vil trekke ud mod vores homestay. Vores guide hedder i øvrigt Ky. (Ki). Udover Ky, har vi også en ung fyr med der er ny og skal oplæres. Viet hedder han.
Morgenmaden bliver nydt, mens vi taler om hvad der mon kommer til at ske. Hvordan huset er og sådan. Mange tanker og sjove, skrækkelige og fantastiske ideer dukker frem.
Efter maden ryger vi ned i kælderen, hvor vi kan få et bad. Her skal vores nyindkøbte trekking tasker ligeledes låses ind. Dem for vi alligevel ikke brug for, er budskabet. Godt så.

Vi går fra hotellet kl. ca. 12.00. En skare af lokale kvinder og børn i traditionelle klædedragter, som i øvrigt er meget fascinerende venter ude foran hotellet og følger efter os da vi går. Vi var blevet ”advaret” om dette inden vi gik. De prøver at komme i kontakt med os på gebrokkent engelsk og virker meget venlige. Men vil du ikke købe af dem, skal du ikke tage kontakten op med dem.
Undervejs går vi Tina, Thuy og mig og taler om hvor langt vi mon skal gå. Der bliver ikke rigtig svaret på det når man spørg og alt virker bare fjernt. Men det er på den gode og spændende måde. det skulle senere vise sig at vi kom ud på en 15 km lang gåtur gennem rismarker, vandløb, op og ned ad skrænter og gennem forskellige små byer og minoriteter. Og grunden til at vores guider ikke fortalte om distancen var, fordi som de siger: Hvis gæster for dette afvide efter at have tilbragt hele natten i et tog, ville mange ikke klare turen. Motivationen ville være ødelagt fra starten af. Godt tænkt.
Efter mange timers gang, ankommer vi til huset hvor vi skal bo. Et hyggeligt sted, med plads til 8 gæster. Der er dog kun en gæst udover os. En engelsk pige.
Vi får lov at tage et hvil, mens guiderne forbereder aftensmad til os. Desværre vågner jeg op to timer senere med rigtig ondt i maven og må tilbringe hele aftenen i min seng. Vores ny guide Viet, som i øvrigt viser sig at være en meget klog ung mand, bringer mig et eller andet på en ske. Spis siger han. Det viser sig at være engefær rod. Det skulle tage kvalmen forklarer han og ganske rigtig. Desuden får jeg noget grøn the med hvidløg.
Senere kommer Tina også op. Hun har fået samme tur, dog med feber også. Rigtig ærgerligt, da vi havde håbet at nyde aftenen sammen med guiderne.Næste morgen og jeg stort set på toppen igen. Og det bliver endnu bedre da vi ser den udsigt vi står op til. Om aftenen da vi ankom, var det helt tåget, men nu var tågen lettet og vi var omgivet af bjerge. Helt fantastisk syn. Vores morgenmad, som bestod af pandekage og honning, blev nydt med bjergene i baggrunden.
Så var det tid til at komme tilbage. Vi havde denne gang kun 6 km, men denne gang var det noget helt andet, da man nu kunne se bjergene og alle rismarkerne. Ved et opsamlingssted bliver vi samlet op i jeep og kørt de sidste km til vores hotel.
Efter et godt måltid mad, måtte der lige strækkes lidt på lagenet. Man kunne godt mærke at man var lidt brugt. Men Sapa by skulle også ses og da vores guider var til vores rådighed 24-7, måtte vi ikke spilde noget tid. Så vi blev enige om at skulle se Cat Cat.

Cat Cat er en lille by udenfor Sapa, som franskmændene grundlagde under krigen mellem dem og vietnameserne. Undervejs fortalte vores guide om de særlige skikke og traditioner, der fylder meget i minoriteternes liv og et sted blev vi inviteret indenfor og se hvordan de lever. Meget fascinerende. Der hang tørret kød, frugt og grønsager alle steder i loftet. Og på væggen hang traditionelle musikinstrumenter som de bruger om aftenen. For enden af byen, som i øvrigt er den eneste heromkring med sten trappe, ligger et elværk, der som trapperne også blev opført af franskmændene.
En gåtur rundt om Cat Cat er på små 4 km, så godt ømme i benene traver vi mod hotellet igen. Guiderne ville enlig gerne have vist os byen om aftenen, men da vi var ret trætte valgte vi at gå tidligt i seng og være klar til at bestige Fansipan næste morgen.
Oppe tidligt og klar til afgang. Vi skulle af sted med bus det første stykke op til bjergets fod. Det var noget af en spændende tur. Men det var vejen der udgjorde alt det spændende. Der var nemlig nogle gevaldige huller, som bussen sagtens kunne ligge i hvis det var. Selve vejret var ikke for godt. Fuldstændig overskyet, så vi kunne ikke se fansipan. Lidt ærgerligt. Men vi fik samlet vores gruppe og kom af sted. De næste mange timer gik det frem og op. Gennem vandløb og små stier, formet af de lokale bjergfolk der tog denne tur hverdag. Efter nogle timers gang, stopper vi i en lysning får at spise. Vi har en porter med, som bærer alt vores proviant. Han begynder nu at forberede mad til os. Og i det samme bryder solen gennem skyerne. Nu kan man virkelig mærke at man er væk fra Hanois ulækre og forurenede gader. Det er en skøn fornemmelse at sidde der i solen med fuglene som det eneste der bryder stilheden.

Efter lidt spise kommer vi på benene igen og rykker videre. Vi skal dybere ind i skoven, hvor der skulle ligge et lille hus eller noget der ligner i hvert fald. Alt her er enormt fascinerende og faktisk meget svært at beskrive. Samtidig med at der kigges hvor man træder, bliver man nødt til at kigge på alt det omkring en. Og Viet der lige har afsluttet sin militære universitetsuddannelse, ved alt om træerne, blomsterne og urterne der er her i ingenmandsland. Det bliver til mange gode fortællinger og det hjælper på kræfterne, der nemlig for længst er sluppet op. Men efter små 7 timers vandring op og ned af skrænter, gennem vandløb og bambusskov, dukker en lille hytte op lige ned til en lille flod. Rygsækken ryger af og så er det tid til at nyde det. Nede ved floden på en sten sidder en amerikaner ved navn Jim og skriver dagbog. Jeg hører at han dagen inden var på toppen af Fansipan, så jeg går ned og får en sludder om hvordan og hvorledes. Jim er en rigtig hyggelig mand i slutningen af 40erne og vi får nogle gode snakke.
Om aftenen i bålets skær spiser vi alle sammen. Vores guider og portere har klargjort et ordentligt måltid mad. Rigtig lækkert. Og efter maden skal de første 7 timers trekking fejres. Det bliver de med ”happy water”, som er noget hjemmebrændt risvin. Enormt stærkt, så der bliver hurtig gang i sang og dans om bålet. Rigtig hyggeligt.Næste dag kl.06.30 bliver vi alle vækket. Det har været lidt en hård nat. Vi lå meget tæt i det lille skur og med kun en bambusmåtte under sig, var det til tider lidt koldt. Men alle er klar og har friske ben, hvilket jo i hvert fald er det vigtigste. Herfra lejren er der ca. 4 timers klatring op til Fansipan.
Det er stejlt og glat og nu ved man pludselig hvad det var man skrev under på, angående ”på eget ansvar”. Men ikke desto mindre er det en fantastisk udsigt efterhånden som man kommer længere og længere op. Mange steder er det de krogede træers rødder man klatrer op af og andre steder direkte klippevæg. Denne her tur op til toppen er virkelig noget der trækker tænder ud. Og flere gange tænker jeg at det ikke går. Da vi når 2800 meters højde, er det som om ilten slipper op. Heldigvis har vi god tid, så det bliver til nogle gode pauser. Og de bliver nydt i fulde drag. Det er så flot at kigge ud over bjergene. Vi skulle over 3 bjergtoppe og hver gang havde vi tid til at stå og nyde synet. Det er helt fantastisk at se hvordan tågen ruller ud og ind mellem bjergene. Efter 4.1/2 time når vi toppen. Og det var lige da vi så toppen noget skuffende. Det var i mellemtiden blevet helt overskyet og meget koldt.
Jeg vil skyde på at temperaturen er faldet til 5-7 grader og det blæste rimelig vildt deroppe. Men ikke desto mindre havde vi klaret turen til toppen af Fansipan 3143 meter oppe og det skulle nydes. Vi fik taget en masse billeder og spist en fortjent gang mad. Kroppen var på dette tidspunkt helt top, så de sandwich vi fik, var guld værd. Nå, men når man nu står her i 3000 meters højde og den lejr vi skal bo i ligger i 2030m og 10 km væk, så blev vi nødt til at vende næsen den anden vej og starte de kolde ben op igen. Efter små 30 min kommer vi under skydækket og solen bryder frem igen. Lidt ærgerligt at den ikke lige kunne have gjort det mens vi stod deroppe.

Små 3 timer senere og en masse gode billeder rigere, når vi den lejr vi skal bo i. aldrig i mit liv ha jeg været så glad for en cola, som den jeg fik serveret af de flinke lokale der ejede stedet hvor vi skulle overnatte. Mine ben rystede under mig, men det var en fed fornemmelse og den vil altid være der. Vi gjorde vores sovepladser klar og udenfor begyndte de at forberede mad til os. Det blev en lige så hyggelig aften som dagen før, med sang om bålet.
3. og sidste dag havde vi ”kun” lige de sidste 6 km tilbage til opsamlingsstedet og de blev overstået med højt humør. Nu var det slut og hotelværelset med sine bløde senge ventede forude.
Samme aften spiste vi 3, Thuy, Tina og mig på en rigtig lækker restaurant, med t-bone steak, rødvin og masser af stearinlys. Hele Sapa by lå nemlig sort hen, da strømmen var røget i hele byen. Heldigvis for os kører alt køkken her på gas, så det fungerede og det var rigtig hyggeligt. Senere mødtes vi med vores guider i Sapa natteliv, hvor også hotellets manager en ung israelsk fyr ved navn Ethan var med. Vi fik spillet lidt billard, smagt Sapa delikater på aften markedet og drukket en masse ”Happy water”. Det endte med at vi var samen med alle guiderne på en lille cafe, inden vi trætte og færdige gik i seng.
Onsdag morgen tjekkede vi ud og kørte tilbage til Lao Cai hvor vi kørte med toget tilbage til Hanoi. 6 fantastiske dage var vel overstået..

Se flere billeder på:http://picasaweb.google.dk/vang4600/SapaHomestayFansipan

Lidt info om Sapa

I dalene omkring Sapa bor der 5 forskellige stammefolk, hver med deres sprog og kultur. Man kan kende forskel på stammerne ved at kigge på kvindernes hovedbeklædning. De har forskellige farver alt efter hvor de hører til. De mest iøjefaldende er Flower Hmong minoriteten. Som også deres navn indikere, er deres hovedbeklædning meget farverig. De går stadigvæk i traditionelle klædedragter og ernærer sig primært ved risdyrkning og husdyrhold. I Sapa ses de forskellige folkeslag sælge husflidsprodukter på markedet og på gaden. I Sapa er der mulighed for at besøge det lokale marked eller gå en tur op til Ham Rong Mountain, en lille botanisk have med en fantastisk udsigt over Sapa, Hoan Lien bjergkæden, selve Sapa dalen og ikke mindst Fansipan. Området omkring Sapa er primært beboet af Red Dao minoriteten, som i 17-1800 tallet emigrerede fra Kina til Vietnam. De er repræsenteret med sorte runde hovedbeklædninger.